Butik lukker – borgere uden dagligvarer i tre uger
Ærøskøbings eneste butik – en Netto – skal den kommende periode renoveres. Det betyder, at butikken lukker, og at Ærøskøbing er uden dagligvarebutik, imens arbejdet står på. Det skriver Fyns Amts Avis.
Det betyder, at borgerne i Ærøskøbing må køre lidt længere efter dagligvarer eller benytte sig af udbringning af varer, som flere af øens øvrige butikker udbyder.
- Vi skynder os
Carsten Hadsbjerg oplyser, at butikken lukker ned fra midten af september, men de eksakte datoer er endnu ikke på plads. Desuden er de tre uger stadig bare en skøn for renoveringens varighed.
- Vi skynder os alt det, vi overhovedet kan, så det ikke kommer til at genere kunderne. Jeg garanterer, at vi ikke har lukket en dag mere, end vi har behov for. Vi ved heller ikke endnu, om der behøver at gå tre uger, siger han.
Nyrenoveret Netto
En af forbedringerne i den nye Netto bliver en afdeling til bake-off samt flere ferskvarer som grøntsager og kød, siger Carsten Hadsbjerg, udviklingsdirektør i Dansk Supermarked.
-Vi laver vores nye koncept 2,0, så kunderne vil opleve, at de får en helt ny butik, når den åbner igen tre uger efter. Alt bliver revet ud af butikken, så vi starter fra bunden. Det hele bliver nyt og med nye farver, siger Carsten Hadsbjerg.