23948sdkhjf

Coop vil udfase klor

Miljøstyrelsen fraråder klor i husholdningen, men alligevel benytter hver fjerde dansker klor i hjemmet.
Klorin er en populær rengøringshjælp, fordi klor både kan desinficere og blege.

En undersøgelse fra Coop Analyse viser, at 1 ud af 4 danskere bruger klor i husholdningen. Halvdelen af dem, der bruger klor, ved godt, at det er skadeligt for miljøet, men bruger det alligevel.

Det skriver Samvirke .

Når man bruger klorprodukter, kan det løbe ud i vandmiljøet, hvor dyr og planter kan tage skade af det. Derfor er klor klassificeret som giftigt for vandlevende organismer. Det fortæller Sidsel Dyekjær biolog fra Miljø- og Fødevareministeriet, som fraråder at bruge klor i husholdningen.

- Ofte er det helt unødvendigt at bruge klor i hjemmet. Du vil næsten altid kunne gøre rent med et almindeligt rengøringsmiddel. Gå efter det mildeste og miljørigtige, så har du en god og sund husholdning, siger hun til Samvirke.

Blandt andet på baggrund af Miljø- og Fødevareministeriets anbefaling om at undgå brugen af klor, har Coop peget på klor, som et af de stoffer, man gerne ser udfaset af butikkerne. Malene Blume kvalitetschef i Coop siger:

- Vi mener, at man skal nedsætte forbruget af kemikalier i hjemmet. Specielt dem som ikke er nødvendige. Klor er et overflødigt rengøringsmiddel, som desuden kan danne farlige dampe, hvis man bruger det forkert.

Irma valgte at stoppe salget af klorholdige produkter i 1998.

Klor er et grundstof og i fri form en gulgrøn gas. Det er meget giftigt og kan dræbe alle former for liv som planter, dyr, bakterier og virus selv i lave koncentrationer. Klor er tungere end luft og er blevet benyttet som krigsgas.

Klor er i de produkter, vi har stående under køkkenvasken, omdannet til hypoklorit, som har en karakteristisk, »rene« lugt, som man kender fra svømmehallen. Klorinen er stærkt ætsende og stærkt iltende, og derfor skal man undgå hudkontakt. Selv små mængder hypoklorit kan beskadige øjne, mund og svælg, hvis man skulle være så uheldig at komme i kontakt med det.

Klorinen må aldrig blandes med andre rengøringsmidler, da hypoklorit kan danne frit klor. Det gælder især sure rengøringsmidler eksempelvis afkalkningsmidler. Man vil bogstaveligt talt udvikle krigsgassen i bunden af brusekabinen eller toiletkummen med fatale konsekvenser, skriver Samvirke.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141