23948sdkhjf

Professor: Sådan overvinder du misundelse på arbejdspladsen

Misundelse kan fuldstændig ødelægge stemningen på en arbejdsplads, siger en professor. Første skridt er at sætte ord på, siger han.
Indimellem er der noget, der spænder ben for gode idéer og fremdrift på en arbejdsplads.

Følelser for eksempel.

Måske føler du ubehag, når din kollega opnår et flot resultat, eller når din leder siger noget genialt under et møde. Måske kritiserer du hele tiden.

»Misundelse kan være som gift i en organisation. Det kan være en meget destruktiv og ondartet følelse,« siger Mark Stein, der er professor i organisationspsykologi på University of Leicester, England til videnskab.dk .

Mark Stein har skrevet flere videnskabelige artikler om, hvordan misundelse mellem kolleger kan ødelægge virksomheder, og hvordan man kan håndtere den tabubelagte følelse.

Videnskab.dk mødte professoren, da han for nyligt var til konference i København om organisationspsykologi arrangeret af International Society for The Psychoanalytic Study of Organizations (ISPSO).

- Der er ekstremt meget misundelse til stede i organisationer, men ofte bliver der ikke talt om det, fordi folk ikke anerkender følelsen, siger Mark Stein og fortsætter:

- At føle misundelse er et tabu, og det er flovt. Misundelse er ofte en ubevidst følelse, som kan blive meget destruktiv. Hvis en leder hele tiden bliver angrebet og kritiseret af en misundelig medarbejder, kan lederen ikke fungere.

Misundelse kan være svær at tale om, og det kan være hårdt at indrømme over for sig selv og andre, at man misunder en andens lykke, rigdom, succes eller kompetencer.

Men det kan være vigtigt, at man italesætter følelsen, siger Mark Stein.

- Lad os sige, at du forventer at blive forfremmet, men at din kollega så bliver forfremmet i stedet for dig. Hvis du i den situation er bevidst om og anerkender, at du er misundelig, er det et stort skridt fremad, siger han og fortsætter:

- Giv dig tid og sig til dig selv: Jeg føler mig misundelig, jeg føler mig skuffet. Jeg har det svært med, at han fik jobbet i stedet for mig, og jeg har brug for tid til at komme over det.

Når man erkender, at man er misundelig, kan man eventuelt tale med den kollega, man er misundelig på, om sine følelser, foreslår Mark Stein.

- Du kan for eksempel sige til ham: 'Hør her: Jeg er virkelig glad for at arbejde sammen med dig, og jeg vil gøre mit bedste, men forstå venligst, at jeg føler mig lidt nede i øjeblikket, for jeg ville virkelig gerne have haft det job. Det er hårdt for mig, men jeg vil prøve at komme over det', foreslår Mark Stein.

- Højst sandsynligt bliver kollegaen lettet over, at du siger det til ham.

Hvis man derimod fortrænger, at man er misundelig, kan det resultere i, at man bliver ondskabsfuld og hele tiden kritiserer den kollega, der er blevet forfremmet.

- Følelsen vil altid være der, men hvis man kan tale om den, bliver den mindre giftig, siger Mark Stein.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094