23948sdkhjf

To store fødevare-spillere i nyt samarbejde

Fooducer og FødevareDanmark går sammen om at give fødevarevirksomheder flere fordele
Paraplyorganisationen FødevareDanmark og Danmarks største fødevarevirksomhedsplatform, Fooducer, har indgået en samarbejdsaftale.

Det betyder, at medlems- virksomhederne får fælles økonomiske fordele med direkte adgang til både Fooducers såkaldte PIM-system - Product Information Management - og store fødevarenetværk og til FødevareDanmarks branchepolitiske og juridiske rådgivning.

Medlemmer af FødevareDanmark tilbydes medlemskabet hos Fooducer til halv pris. Det samme gælder Fooducers nuværende medlemmer, når de melder sig ind under FødevareDanmark.

- Når vores medlemmer tegner medlemskab hos Fooducer, får de stillet intelligente, digitale værktøjer til rådighed. Uden først at skulle google i øst og vest kan de nu hurtigt og nemt hente de data, de skal bruge, hvad enten det handler om at finde frem til en producent eller en mulig aftager af et produkt, siger markedschef Mads Illum Hansen, FødevareDanmark.

Hurtigere information
Han fremhæver, at FødevareDanmark nu kan trække på Fooducers specielle softwareløsninger:

- Det giver producenter, grossister, indkøbere og detailbutikker i fødevarebranchen hurtig og direkte adgang til lovpligtige produktdata og til informationer om, hvad der findes af produkter på markedet, deres historier og hvilke afsætningsmuligheder der er for dem, nævner markedschefen.

Øget brancheviden
Fie Hansen-Hoeck, CEO og medstifter af Fooducer, ser også mange gevinster i samarbejdsaftalen:

- Vi oplever ofte, at vores producenter søger meget specifik viden om for eksempel lovpligtig egenkontrol og fødevaresikkerhed. Derfor er vi glade for, at det nye samarbejde indeholder en direkte og billigere adgang til at kunne trække på FødevareDanmarks ekspertise, siger hun.

Det handler blandt andet om, at Fooducer-medlemmer kan få en halv times gratis marketing-rådgivning og en halv times juridisk serviceeftersyn af kontrakter, arbejdsmiljø og personaleforhold.

Større kendskab til produkter
Fooducer glæder sig nu til at hjælpe fødevareproducenter med at kunne markedsføre sig tættere og direkte over for alle FødevareDanmarks 700 medlemsvirksomheder som slagtere, oste- og fiskehandlere, samt små og mellemstore fødevarevirksomheder i SMV Fødevarer, og ikke mindst via FødevareDanmarks medier.

- Det vil yderligere styrke kendskabet til alle de spændende produkter, vi har i Danmark og forhåbentlig hjælpe flere af dem frem på hylderne til glæde for forbrugere og virksomheder, siger Fie Hansen-Hoeck.

Aftalen rummer også en mulighed for at trække på FødevareDanmarks reklamebureau, Cibus Food Marketing, og derved hente rabat på fotooptagelser i forbindelse med markedsføring.

10.000 produkter
Fooducer blev etableret for godt to år siden og er ene om at kombinere et PIM-softwaresystem med et community for fødevarebranchen.

Fooducer har 1.200 danske virksomheder som brugere, og de kan hente viden om 10.000 fødevareprodukter på Fooducers platform.

FødevareDanmark er en paraplyorganisation i fødevaresektoren for små og mellemstore virksomheder. Under paraplyen er 700 medlemsvirksomheder i Ostehandlerforeningen for Danmark, Danmarks Fiskehandlere, SMV Fødevarer og Danske Slagtermestre organiseret.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078