Dansker dømt for at sælge 30 tons hestekød som oksekød
En dansker er idømt 3,5 års fængsel i Storbritannien for at have solgt hestekød som oksekød, skriver avis.
Danskeren, Ulrik Nielsen, og to andre har fået straffen for at have konspireret om at sælge op mod 30 ton hestekød som oksekød.
Sagen er en del af den enorme skandale, der brød ud i 2013, da det kom frem, at der var hestekød i oksekødsprodukter Europa over. Ikke mindst en række nu famøse fryselasagner.
- Sammensværgelsen var ikke motiveret af andet end grådighed. Problemet var ikke isoleret til dette land eller de firmaer, vi har hørt om under denne sag.
- Men det er ikke en formildende omstændighed for mig, at andre også har gjort det ud over jer, sagde dommer Owen Davies ifølge The Guardian under domsafsigelsen.
Ulrik Nielsen blev involveret i sagen, fordi hans selskab Flexi Foods sendte hestekød til den anden dømte i sagen, Andronicos Sideras fra selskabet Dinos & Sons, i London. Her blev kødet blandet i oksekød.
Andronicos Sideras er idømt 4,5 års fængsel mandag mens Alex Beech, der beskrives som Ulrik Nielsens højre hånd i Storbritannien, har fået en betinget dom.
- Tilliden til fødevarer blev ramt og aktiekurserne på supermarkedskæder faldt.
- Ofrene for denne forbrydelse var kunderne - firmaer og privatpersoner - der købte varer, der ikke var, hvad det blev solgt som, sagde Owen Davies yderligere ifølge The Guardian.
Andronicos Sideras blev arresteret i juli 2013 efter hans fingeraftryk blev fundet på mærkaterne på sendinger af kød, der viste sig at være 30 procent hestekød og 70 procent oksekød.
Sendingerne viste sig også at indeholde mikrochips fra en irsk og to polske heste, der tidligere havde været rideheste.
Den store hestekødsskandale i 2013 førte efterfølgende til en stribe anholdelser Europa over. Blandt andet viste det sig, at organiserede kriminelle havde drevet ulovlig handel med hestekød.
/ritzau/