23948sdkhjf

Nye apoteker åbner på stribe

Siden 1. juli 2015 er der åbnet 120 nye apoteker og to internetapoteker på landsplan.

I Randers har borgerne en hel vifte af muligheder, når de skal hente deres medicin. Alene siden 2015 er der således åbnet seks nye apoteker i byen - og mindst et mere er på vej.

Men det ér ikke kun i Randers, borgerne får flere muligheder. Siden 1. juli 2015 er der således åbnet 120 nye apoteker og to internetapoteker på landsplan.

Det svarer til, at der er kommet 40 procent flere apoteker i hele landet.

Det skriver Randers Amtsavis.

Grunden til de mange nyåbnede apoteker skal sandsynligvis findes i ændringen af apotekerloven, som trådte i kraft netop 1. juli 2015.

Lovændringen gjorde det muligt for apotekerne at åbne op til syv nye filialer indenfor en radius på 75 kilometer af den enkeltes "moderapotek".

Hos Danmarks Apotekerforening er formand Anne Kahns godt tilfreds med udviklingen.

- Medicin og rådgivning er vigtigt for mange mennesker, og derfor er det en god ting, at det er blevet lettere at komme på apoteket. Vi skal hele tiden udvikle os for at leve op til folks forventninger, og de mange nye apoteker er et led i den udvikling. Den øgede konkurrence apotekerne imellem har også ført til øgede åbningstider og et endnu større fokus på service, siger Anne Kahns i en pressemeddelelse.

Der er i alt 434 apoteker i Danmark, heraf to internetapoteker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08