23948sdkhjf

Vitaminindsprøjtning til Vesterbros madmarked

Et tocifret millionbeløb og en styrket ledelse skal løfte Vesterbros madmarked, WestMarket, til nye højder.
Siden åbningen i starten af 2017 har initiativtagerne bag WestMarket på godt og ondt oplevet, hvad det vil sige at åbne et nyt, stort madmarked i hjertet af Vesterbro.

Nu vil stedets nye direktør løfte stedet til nye højder, skriver WestMarket i en pressemeddelelse.

- Vores store drøm og klokkeklare mål er at blive de lokales foretrukne hjem uden for hjemmet - en ekstra spisestue med gastronomi fra hele verden og ægte Vesterbro-atmosfære med plads til alle. WestMarket er et hamrende fedt og levende madmarked i hjertet af Vesterbro, og det skal det være i mange år fremover, fortæller direktør Steen Jensen, der overtog rorpinden i slutningen af april i år.

For at kunne tage de næste store skridt har investorerne bag WestMarket, foruden ansættelsen af Steen Jensen, netop tilført madmarkedet et tocifret millionbeløb, og så har Tivolis tidligere økonomidirektør, Claus Dyhr, sat sig i stolen som formand for bestyrelsen.

- Vi havde brug for ekstra kapital og flere erfarne kræfter på holdet for at tage WestMarket til næste niveau. Nu har vi begge dele, og jeg glæder mig til at vise vores gæster, hvad der kommer ud af den cocktail, siger Steen Jensen.

To ting har udfordret Vesterbros madmarked fra starten: Området ved indgangen mod Vesterbrogade og de manglende muligheder for at invitere gæsterne med udenfor.

- Vi har nu fået indrettet et udendørsmiljø, hvor vores gæster kan nyde den ægte, gedigne baggårdsstemning a la Vesterbro med masser af plads til leg og sol på næsen eller hygge under stjernerne. Det fejrer vi senere på sommeren, når de sidste detaljer er på plads, fortæller Steen Jensen.

- Vi er også i gang med at gentænke området mod Vesterbrogade, hvor vi i højere grad ønsker en blanding af små og store enheder. Hvad der præcist kommer til at ske, kan jeg ikke løfte sløret for endnu, men vi ser området som en fantastisk platform til at vise københavnere og turister, hvad den danske fødevarebranche formår," tilføjer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078