Bestseller-rigmand smider endnu flere penge efter Nemlig
Ny stor investering i nemlig.com giver online-supermarkedet mulighed for at føre stærk strategiplan ud i livet.
Virksomheden har netop rundet 1 mia. kr. i omsætning og får med den nye investering fra medejer Anders Holch Povlsen endnu større mulighed for at realisere potentialet.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
- Vi har igennem de sidste måneder arbejdet intensivt med at skabe en ny strategiplan, der indeholder mange spændende tiltag for vores kunder, og denne glæder vi os nu til at kunne gennemføre med fuld kraft de kommende år, udtaler stifter og adm. direktør, Stefan Plenge.
Det er ikke kun økonomien der gøres stærkere i nemlig.com, også bestyrelsen har fået nye kræfter.
Tidligere administrerende direktør hos Royal Unibrew Henrik Brandt tiltræder nu som bestyrelsesformand for nemlig.com i stedet for Anders Holch Povlsen, der forbliver i bestyrelsen som menigt medlem.
Derudover tiltræder nuværende bestyrelsesmedlem Lars Fløe Nielsen, stifter og medejer af IT virksomheden Sitecore, posten som næstformand i bestyrelsen.
- Vi er stolte over at have fået to så erfarne kræfter til at lede vores bestyrelse, og målet er at finde yderligere 1-2 stærke bestyrelsesmedlemmer med kompetencer indenfor det kommercielle og logistiske område, udtaler stifter og adm. direktør, Stefan Plenge.
Geografisk ekspansion og endnu bedre brugeroplevelse for kunderne
Investeringen på et trecifret millionbeløb skal bl.a. bruges til geografisk ekspansion, så flest mulige danskere kan anvende nemlig.com.
Dernæst skal positionen som Danmarks førende onlinesupermarked udbygges ved at gøre det
endnu mere inspirerende, relevant og lynhurtigt at købe og få sine dagligvarer leveret lige til døren.
- Online dagligvarehandel vil helt naturligt udgøre en markant større del af det fremtidige marked. nemlig.com har siden dets opstart haft fornuftige vækstrater og samtidig lykkedes godt med at skabe en stærk platform og ikke mindst en velfungerende organisation med mange dygtige mennesker. Jeg ser med denne investering frem til, at nemlig.com kan udvikle sig endnu mere til glæde for kunder og medarbejdere, udtaler Anders Holch Povlsen.
Investeringen skal inden gennemførsel godkendes af konkurrencemyndighederne, hvilket forventes at ske i løbet af 1-2 måneder.