23948sdkhjf

Tyve lænsede Visa/Dankort: Nu skal Danske Bank betale

Danmarks største pengeinstitut mente, det var kundes problem, at der blev hævet 69.000 kroner på stjålet kreditkort. Folketinget strammer forbruger-beskyttelse.
Det er ikke altid nok, at et Dankort eller et kreditkort bliver spærret. Tyve kan få det genåbnet.

Den oplevelse har en kunde i Danske Bank haft. Episoden var tæt på at koste ham 69.000 kroner.

Det skriver Fagbladet 3F .

Men nu kommer Danske Bank til at dække langt den største del af tabet.

Det har Pengeinstitutankenævnet netop besluttet i en principiel afgørelse, der handler om, hvad kunder har ansvar for. Kunden slipper med at betale en selvrisiko på 1.100 kroner.

Politiet har haft to mand sigtet for at misbruge mandens Visa/Dankort, men politiet opgav senere sigtelsen.

Alligevel har Danske Bank mistænkt den pågældende kunde for selv at havde hævet de mange penge. Eller at kunden havde fået en anden til det.

Der går to døgn fra manden selv bruger kortet, til han opdager, at det er væk. I den periode er det i alt anvendt 19 gange. Undervejs bliver kortet spærret automatisk. Det sker, fordi systemet opdager mange mistænkelige, store transaktioner.

Men kort efter ringer en person til Danske Bank og beder om at få kortet genåbnet. Personen kan fortælle kort-indehaverens cpr-nummer.

Vedkommende fortæller også, at der dagen før er hævet 6.000 kr. i en automat. Derefter ophæver banken spærringen.

Senere opdager manden, at hans kort er væk. Derefter spærrer han det selv.

Alle Pengeinstitutankenævnets fem medlemmer har stemt for, at Danske Bank skal betale de allerfleste af pengene. Det gælder altså også bankernes egne to repræsentanter i nævnet.

Derfor skal kunden kun betale 1.100 kroner i selvrisiko.

Ifølge seniorøkonom Troels Holmberg ved Forbrugerrådet Tænk er der meget skrappe hæftelsesregler for Dankort og andre kort i Danmark. Derfor mener han, at forbrugerne kan være ganske trygge.

Tilmed skærpes reglerne fra 1. januar næste år. Da sænkes selvrisikoen ved misbrug fra 1.100 kroner til 375 kr. Folketinget vedtog nye regler for få dage siden.

I den aktuelle sag gik der et par døgn, før manden opdagede, at hans Visa/Dankort var væk. Ifølge Troels Holmberg findes der ikke noget krav om, at man hver morgen skal tjekke, om kortet ligger i pungen.

- Hvis man opfører sig fornuftigt og straks fortæller banken, når man opdager, kortet er væk, så er man rigtig godt beskyttet, siger Troels Holmberg.

Danske Bank oplyser, at de retter sig efter afgørelsen fra ankenævnet. De sørger for, at manden nu straks får sine penge.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109