Hårdt arbejdsmiljø ødelægger folks helbred mere end smøger og fyraftensøl
Det viser en ny undersøgelse, som analysebureauet Epinion har udarbejdet for LO.
Det skriver Ugebladet A4 .
Når man renser for kost, rygning, alkohol og motion (de såkaldte KRAM-faktorer) viser undersøgelsen, at det er det hårde arbejdsmiljø, der er synderen.
Epinion har interviewet 3.475 personer omkring sundhed, arbejdsmiljø, pensionsalder og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Både lønmodtagere fra LO-, FTF- og AC-forbund har deltaget i undersøgelsen. Data er derefter bearbejdet i en såkaldt regressionsanalyse.
Arbejdsmiljøforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, professor Andreas Holtermann nikker genkendende til undersøgelsens hovedresultat.
- En lang række forskningsresultater viser, at fysisk krævende arbejde øger risikoen for et dårligt helbred og problemer med muskel- og bevægeapparatet. Man kan dermed få øget sygefravær og trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, forklarer Andreas Holtermann overfor Ugebrevet A4.
Ifølge undersøgelsen oplever to ud af tre lønmodtagere med et hårdt fysisk arbejde smerter i kroppen dagligt eller ugentligt i forbindelse med jobbet. Blandt lønmodtagere med et almindeligt fysisk arbejde er det kun tre ud af ti.
Samtidig viser den, at lønmodtagere med fysisk belastende arbejde godt nok dyrker lidt mindre motion og spiser lidt mere usundt. Men de ryger lidt mindre og drikker mindre end folk med et almindeligt fysisk arbejdsmiljø. Således angiver 21 procent af folk med hårdt fysisk arbejdsmiljø, at de drikker mere end syv genstande om ugen, mens det samme gælder for 26 procent af folk med almindeligt fysisk arbejde.
Til gengæld ryger folk med belastende fysisk arbejde mere. Hver fjerde lønmodtager med belastende fysisk arbejde ryger dagligt, mens det kun gælder hver syvende lønmodtager med almindeligt fysisk arbejde.
Tendensen er den samme for lønmodtagere med et belastende psykisk arbejdsmiljø. Denne grupper drikker lidt mindre, men ryger lidt mindre end folk, der arbejder i et normalt psykisk arbejdsmiljø.
Når årsagerne til det dårlige helbred er så veldokumenteret, kalder det på handling fra både politikere og arbejdsgivere, mener LO’s næstformand Morten Skov Christiansen.
- Det er helt skævt, at vi skal have sådan en ulighed i sundhed herhjemme forårsaget af arbejdsmiljø. De faglærte og ufaglærte slider og slæber, og det går ud over deres helbred, siger Morten Skov Christiansen til Ugebrevet A4.
Arbejdsmiljøchef i Dansk Arbejdsgiverforening, DA, Christina Sode Haslund, understreger, at flere faktorer har betydning for et sundt og langt arbejdsliv.
- Man kan ikke koge det ned til et forhold. Selvfølgelig spiller arbejdsmiljøet en rolle – men forskning viser, at det gør ens livsstil i den grad også. Det betyder, at arbejdsgiverne kommer til aldrig til at sikre et sundt og langt arbejdsliv alene. Det er og bør være en fælles dagsorden, skriver hun i en mail til Ugebrevet A4.