23948sdkhjf

Ny fragtløsning: Nu kan fødevarer igen komme til din dør

Slutbrugerne vil mærke nogle ændringer, når PostNord fra 1. juli dropper at omdele fødevarer.
Et par hundrede små og mellemstore fødevareproducenter har i sidste øjeblik fundet en løsning, så de fortsat kan få bragt deres varer ud til kundernes postkasser og dørtrin.

Det fortæller DR P4 Midt & Vest .

De mange fødevareproducenter var i krise, fordi Post Nord med kort varsel har bebudet, at de stopper med at bringe fødevarer ud fra den 1. juli.

Løsningen hedder i første omgang Danske Fragtmænd Ekspres og Jet Pack.

- Vi ved, at begge firmaer kan løse opgaven, siger Thomas Nielsen, der er direktør i Jelling Naturkød, og som har stået i spidsen for at finde en ny distributionsløsning for de små og mellemstore fødevareproducenter.

Udfordringen har været at stykke en løsning sammen, så kunder i hele Danmark kan få fødevarer bragt til døren.

Det gælder både de kunder, der har et fast abonnement på for eksempel en ugentligt grøntsags- eller fiskekasse, og de kunder, der bare en enkelt gang i mellem vil købe eksempelvis luksusbøffer eller en halv gris til fryseren.

- Vi har logistikløsninger, som gør, at vi ad den ene eller anden vej kan løse alles problem, men slutbrugerne vil mærke nogle ændringer, fordi vi ikke kan matche PostNord 100 procent, forklarer Thomas Nielsen til DR P4 Midt & Vest.

Varerne kan komme på andre dage og tidspunkter, end kunderne er vant til.

Så hvis en kunde er vant til at få sin varer hver mandag kl. 8.00, så kan det være, at han efter 1. juli får varerne hver tirsdag og i et tidsrum mellem kl. 8.00 og 16.

- Men med det netværk, der er sat op, vil vi kunne komme rundt til alle hjørner af Danmark, konstaterer Thomas Nielsen.

Han forventer, at der i et kvartal eller to kan der blive problemer med leveringerne.

- Det er ikke sikkert, det er den optimale løsning fra starten, men jeg er sikker på, at det også bliver løst, siger han til DR P4 Midt & Vest.

I alt er tre større aktører blevet testet, men kun de to blev vurderet til at kunne løfte opgaven, nemlig Danske Fragtmænd Ekspres og Jet Pack.

Fra 1. august kommer også firmaet Dao Coolrunner, som tidligere har fragtet varer for Skagen Food.

Derudover forventes det, at en håndfuld små og mellemstore fragtmænd skal på banen senere hen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076