Nye købmænd hos Rema 1000 i Farsø og Bjerringbro
Snart vil kunder hos Rema 1000 i Farsø kunne møde et nyt ansigt i butikken.
Efter 14 år som købmand har Leo Thybo således valgt at skifte jobbet i Farsø ud med et job som købmand i en nyopført Rema 1000 butik i Bjerringbro Centrum.
Det skriver Farsø Avis.
Afløseren til butikken i Farsø bliver 34-årige Niels Jørgen Markussen, der skal drive butikken sammen med sin kone, Camilla.
Niels Jørgen Markussen kommer fra et job i Rema 1000 i Nørresundby og har inden da blandt andet været købmand i Rema 1000 i Gug.
Til Farsø Avis fortæller han, at købmandsskiftet ikke vil betyde de store ændringer i Farsø.
- Butikken i Farsø er indenfor de seneste 5 år blevet udvidet og opgraderet ad 2 gange. Der er derfor ikke planer om forandringer i butikken. Men til gengæld vil jeg, ligesom Leo, være så synlig i butikken som muligt og sikre en høj kundeservice, siger Niels Jørgen Markussen.