Kamp om danskernes personlige pleje rammer overskud i Matas
Øget priskonkurrence betyder lavere indtjening hos Matas i regnskabsåret 2016/2017.
Matas kom ud af regnskabsåret 2016/2017 med et resultat før skat på 436 millioner kroner mod 477 millioner kroner året før. Det oplyser Matas i sit regnskab.
Butikkerne er presset af hård konkurrence på markedet - primært inden for personlig pleje til hverdagsbrug, skriver Matas i regnskabet.
- Dels via åbningen af et øget antal udsalgssteder med fokus på faste lave priser og dels af en intensiveret priskonkurrence, lyder det.
Konkurrencen fik tidligere på året Matas til at sætte gang i en ny strategi. Det skal sikre et godt tag i kunderne og samtidig reducere omkostningerne.
- Den samlede indtjening er på et lavere niveau end sidste år, hvilket primært kan tilskrives øgede omkostninger i forbindelse med implementering af 2020 strategien samt øget priskonkurrence i personlige pleje kategorien, siger administrerende direktør Terje List.
Indtjeningen betegnes som "mindre tilfredsstillende". Men topchefen er tilfreds med, at det er lykkedes at øge omsætningen. Nettoomsætningen steg i 2016/17 med 1,1 procent til knap 3,5 milliarder kroner.
Matas-kæden i Danmark har 287 butikker fordelt på 276 egne butikker, en webshop samt 10 associerede butikker.
En del af konkurrencen på markedet kommer formentligt fra butikskæden Normal, der har slået sig op på at sælge parallelimporteret shampoo, kosmetik og slik. Normal øgede antallet af butikker fra 25 til 76 i 2016.
/ritzau/