Brød og boller fra Kohberg giver underskud på 29 millioner
Kohberg-direktør forklarer millionunderskud i 2016 med hård konkurrence og højere råvarepriser.
Kohberg fik et underskud på 28,7 millioner kroner sidste år. Det sker på baggrund af en omsætning på 942 millioner, oplyser Kohberg Bakery Group.
Administrerende direktør Peder Christensen forklarer underskuddet med hård konkurrence og stigning i råvarepriser.
- Det er klart, at det er et meget utilfredsstillende resultat på baggrund af en omsætning på næsten en milliard kroner, siger administrerende direktør Peder Christensen.
- Der er en meget hård konkurrence på brødmarkedet og dagligvarehandlen i Danmark. Desuden har der været prisstigninger på forskellige råvarer sidste år. Det er det, der er den helt klare forklaring, siger han.
Konkurrencen betyder, at priserne holdes nede, forklarer han.
- Der er mange om buddet. Det betyder et pres på priserne, der gør, at vi bliver ramt på vores indtjening. Vi er to store producenter i Danmark, men der er også konkurrence fra udlandet for eksempel Sverige og Tyskland, siger han.
Ifølge Peder Christensen har udviklingen betydet, at Kohberg i 2016 måtte afskedige 90 ansatte.
- Vi har været gennem virksomheden for at se, hvordan vi kan tilpasse os. Det har desværre betydet, at vi har måttet tage afsked med en masse gode medarbejdere, siger direktøren.
/ritzau/