23948sdkhjf

Minister: Trods prishop er nye roamingregler forbrugersejr

Nye regler betyder, at man kan bruge sin mobil i hele Europa uden at risikere kæmperegning, siger minister.
Selv om mange teleselskaber vælger at sætte priserne op, når de nye roamingregler fra EU træder i kraft, er det alligevel en sejr for europæiske forbrugere.

Det siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), der også er den ansvarlige minister for teleområdet.

- Det er meget glædeligt for ejere af mobiltelefoner, som for eksempel har planer om at tage på sommerferie i Europa. Fra 15. juni kan man tale, sms'e og bruge data uden at risikere at få en stor regning med hjem, siger han.

- Mange har nok oplevet at være nervøse for at få en stor ekstraregning, når man kommer hjem, og dermed får slået ferieoplevelsen lidt i stykker. Det slipper man for nu, siger ministeren.

Nye regler fra EU afskaffer som udgangspunkt roamingafgiften, når man som forbruger bruger sin telefon i Europa.

Afskaffelsen betyder, at hvis man som telefonkunde har købt et abonnement med eksempelvis ti gigabyte data, kan man bruge af den indkøbte data i alle 28 EU-lande, uden at det koster ekstra.

Dog er der indført en såkaldt fair use-begrænsning, som skal forhindre misbrug og sætte et loft over, hvad der er rimelig brug.

Men en stribe teleselskaber, deriblandt TDC og Telia, har forud for nye EU-regler hævet priserne på deres abonnementer med i omegnen af 10-20 kroner om måneden.

Det udløser ifølge selskaberne ekstra omkostninger, da de skal betale for deres kunders data hos andre.

Andre selskaber har begrænset deres abonnement til Danmark, mens atter andre holder priser og abonnementer i ro. Mandag er sidste frist for selskaberne for at melde nye priser og vilkår ud, inden EU-reglerne træder i kraft 15. juni.

Forbrugerne bør holde øje med vilkårene for deres abonnement, siger ministeren:

- Der er jo fri prisdannelse for selskaberne, og jeg kan da kun opfordre kunderne til at holde øje med deres selskab.

- Men uanset, om selskabet skruer regningen en lille smule op, er det en sejr for forbrugerne.

- Det giver mulighed for en langt større fri bevægelighed hen over grænserne, hvad enten man er forretningsrejsende, studerende eller på ferie, uden den her risiko for en stor ekstraregning, når man kommer hjem, siger Lars Christian Lilleholt.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14