23948sdkhjf

Danmark er på vej mod det bedste eksportår siden 2011

Eksporten vil i år vokse mere end dobbelt så meget som i de foregående to år, forudser DI-prognose.
Danske virksomheder styrer mod det bedste år på eksportmarkederne siden 2011.

Sådan lyder det i en ny prognose fra interesseorganisationen DI, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

DI venter en vækst i eksporten af varer og tjenester på 4,5 procent i år.

Det er omtrent dobbelt så meget som i regeringens nuværende skøn og langt over vækstraten på omtrent 1,7 procent de foregående to år.

- Væksten på især vores nære eksportmarkeder ser bedre ud end forventet for bare tre måneder siden. Det er både varer og tjenester, der trækker afgørende frem, siger Allan Sørensen, chefkonsulent i DI.

Et løft til eksporten kan ifølge Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, give mere økonomisk vækst og sende vores overskud på betalingsbalancen op blandt de allerstørste i verden.

Medvinden vil også forstærke manglen på hænder i dele af arbejdsmarkedet.

Omkring 775.000 job afhænger ifølge DI af virksomhedernes salg til udlandet.

- Eksporten har skuffet meget de seneste år. Vi er dog meget optimistiske for 2017, siger Las Olsen, der mener, at en eksportvækst på fem procent i år "slet ikke er urealistisk".

Udviklingen hjælpes ifølge Las Olsen og DI blandt andet af valgsejre til EU-positive kandidater i Frankrig og Holland. Sejre, der har skabt mere ro om eurosamarbejdet.

I USA har præsident Donald Trump endnu ikke gjort alvor af sine valgløfter om at hæve tolden og opgav forleden et omstridt forslag om at indføre en særlig skat på importvarer.

Kriseramte Brasilien og Rusland synes også at være i bedring.

Fremgangen kan allerede mærkes hos flere store selskaber.

Industrigiganten Danfoss havde i første kvartal i år ifølge selskabets afgående topchef, Niels B. Christiansen, den stærkeste vækst i 25 kvartaler.

- Vi deler opfattelsen af, at vi er på vej mod en periode med nogle lidt bedre vækstvilkår, end vi har set før, siger han til Finans.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078