23948sdkhjf

Økologien fortsætter sin fremmarch i indkøbskurven

Der bliver købt flere økologiske fødevarer i Danmark. Frugt og grønt vinder specielt frem, viser nye tal.
Når danskerne køber ind, køber de i stadigt højere grad økologisk. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort onsdag.

Tallene viser, at salget af økologiske fødevarer steg med 15 procent i 2016. Dermed står det nu for 9,6 procent af det samlede fødevaresalg, estimerer Danmarks Statistik.

- Tallene viser tydeligt, at danskerne nu er klar til endnu mere økologi. I snit spiste hver dansker økologiske fødevarer for 2000 kroner sidste år.

- Samtidig har supermarkederne satset stort på at have det største og bredeste udbud af økologiske varer, skriver økologichef i Landbrug & Fødevarer Kirsten Lund Jensen i en pressemeddelelse i forbindelse med tallene.

Mens mælk, ost og æg stadig er den største del af det økologisk salg, vandt specielt frugt og grønt frem sidste år med en stigning på 26 procent.

Samlet blev der solgt 334.900 ton økologiske fødevarer i 2016, mens tallet i kroner og øre var på 8,0 milliarder kroner.

Af dette stod mælk, ost og æg for næsten halvdelen med et salg i ton på 162.987 ton. Der blev sidste år solgt økologisk kød for 605 millioner kroner.

- Danskerne sender et klart signal om, at de ønsker en fødevareproduktion, der passer godt på vores natur og grundvand, som giver dyrene et godt liv og garanterer mad uden rester af sprøjtegifte, skriver formand for Økologisk Landsforening Per Køster.

- Deres valg ved butikshylderne gør en helt konkret forskel.

- Det betyder eksempelvis, at der inden for de næste to år er cirka to millioner flere køer, grise, kyllinger og høns, som får et liv, hvor de kommer ud under åben himmel.

Salget af økologiske fødevarer er steget i 14 år i træk ifølge Landbrug & Fødevare.

I 2013 var salget på to milliarder kroner. Under krisen i 2009-2012 fladede væksten ud, men siden 2013 er salget af økologiske fødevarer steget med en tredjedel.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11