23948sdkhjf

Uno-X investerer 250 millioner i nye stationer

Forretningsmodellen skal omlægges til franchise med inspiration fra søsterselskabet Rema 1000.
Benzinmarkedet i Danmark er presset.

En overrepræsentation af tankstationer, og biler der kører længere på literen, gør det svært at drive benzinforretning i Danmark, fortæller Uno-X i en pressemeddelelse.

- Vi havde valget mellem at lurepasse og trække pinen ud eller satse offensivt med investeringer og en ny forretningsmodel. Vi har taget livtag med vores egen forretning, delt kæden i to, opsagt samarbejdet med 150 leverandører og ansat distriktspartnere på franchiselignende kontrakter. Vi tror på, at egeninteresse og vindermentalitet er opskriften på succes, og derfor har vi indgået aftale med 12 distriktspartnere til at vinde kunderne lokalt. Kan vi vinde dem, og det tror vi på, vinder vi samlet set, siger Michael Norden, administrerende direktør i Uno-X.

Uno-X har inddelt sit netværk i 12 distrikter med 10-15 ubemandede stationer, som en distriktspartner har ansvaret for.

Distriktspartneren aflønnes efter den enkelte stations bundlinje, og derfor har vedkommende et ekstra incitament til at sørge for, at stationen fremstår pæn og velfungerende, og hele tiden er med på prisen.

- Uno-X er en del af Reitangruppen, der gennem mange år har fremvist flotte resultater med en franchisebaseret forretningsmodel – ikke mindst i Rema 1000. Vi har ladet os inspirere af det setup og omlagt vores forretning, så vi har stærke selvstændige distriktspartnere til at drive 12 distrikter og med kontoret i Søborg som sparringspartner og support, forklarer Michael Norden.

Som en del af den nye forretningsmodel har Uno-X søsat benzinbranchens første akademi for træning i og udvikling af stationsdrift.

Også her har Uno-X ladet sig inspirere af Rema 1000, der har en værdiskole for kædens medarbejdere. '

Samtidig med omlægningen af forretningsmodellen investerer Uno-X nu 250 mio. kr. i at ombygge stationerne til nye brugervenlige konceptstationer, og den første står allerede klar på Buddinge Hovedgade i Søborg.

En del af investeringen går til nye betalingsautomater, som tager kontaktløse kortbetalinger og er markedets hurtigste.

- Hovedformålet med hele øvelsen er at blive markedets mest kunderettede selskab. Netop kundefokus var også årsagen til, at vi delte kæden i to i efteråret 2016. Vi har nu 131 lokale Bonus-stationer og 116 Uno-X stationer, som i den kommende tid bliver opgraderet, så de fremstår strømlinede, brugervenlige og kundeorienterede. Samlet set tror vi på, at det er opskriften på at blive Danmarks stærkeste mærkevare for benzin, slutter Michael Norden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079