23948sdkhjf

Italien konfiskerer 4,5 millioner farlige påskeæg

Politiet i Italien har gennemført en omfattende aktion med navnet "Sikker påske".
Flere end 4,5 millioner påskeæg er blevet beslaglagt i det sydlige Italien for at indeholde farligt legetøj eller for at mangle væsentlig forbrugerinformation.

Det oplyser den italienske politienhed Guardia di Finanza.

De konfiskerede varer, der tilsyneladende er fremstillet i Fjernøsten, havde mærkater med oplysninger om fremstillingsland. Men de manglede andre informationer, der er et krav ifølge både italiensk og europæisk lovgivning.

Der manglede brugsanvisninger for legetøjet, tilføjer Guardia di Finanza.

Toldpolitiet oplyser, at det er særligt bekymret for elektrisk legetøj, som er af ringe kvalitet og "ekstremt skrøbeligt".

Det udgør derfor en seriøs risiko for forbrugere - og særligt de yngre af slagsen, siger politiet.

Aktionen med navnet "Sikker påske" fandt sted i Cosenza i den sydlige region Calabria.

Guardia di Finanza har lagt en video op af aktionen på Twitter.

Her kan man se en række sorte Alfa Romeoer køre afsted fra den hvide bygning, der huser politiets hovedkvarter, med blåt blink.

Senere klippes der videre til flere butikker med farverige påskeæg på hylderne, som politiet gennemgår.

Seks personer, der repræsenterer virksomheder, som er indblandet i beslaglæggelserne, vil blive efterforsket af anklagemyndigheden.

/ritzau/dpa
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11