23948sdkhjf

Ny dansk designfestival ser dagens lys

En protypeversion af festivalen søsættes til maj.

Danish Design Festival er en ny fælles platform, der skal samle og synliggøre designbegivenheder i Danmark.

I maj 2017 søsættes den første prototypeversion af Danish Design Festival. Derefter forventes festivalen at vokse år for år med bidrag fra organisationer, der ønsker at være associerede partnere.

 Det oplyser initiativtagerne i en pressemeddelelse. 

Initiativtagerne til Danish Design Festival er Dansk Design Center, Design Denmark, Danske Kunsthåndværkere & Designere, Designmuseum Danmark, Kolding Kommune og Northmodern. Danish Design Festival er endvidere støttet af Københavns Kommune.

Øge synergi og synlighed
Designfestivalen har som mål at øge synergien mellem forskellige events og arrangementer, involvere designinteressenter i bredeste forstand og nå både danske og internationale målgrupper.

Ved at samarbejde om promoveringen og afholdelsen af de forskellige begivenheder ønsker organisationerne bag initiativet at øge synligheden, tiltrække et større publikum, vise diversiteten i designfaget og demonstrere designs potentiale til at skabe værdi, debat, vækst og livskvalitet.

-  Vi tror på, at dansk design kan stå endnu stærkere – ikke mindst internationalt – hvis vi i højere grad samler aktører og arrangementer og tilbyder en fælles, dansk platform, der kan favne den imponerende bredde i dansk kunsthåndværk og design, fra industri over møbler og interiør til byrum og hele det digitale felt. Ved at samarbejde om opstarten og promoveringen af de forskellige begivenheder ønsker vi at øge synligheden, tiltrække et større publikum, og vise diversiteten i designfaget. Vi ser det sådan, at vi har startet en bevægelse, som alle kan være en del af – fra designprofessionelle til borgere og turister, lyder det fra styregruppen.

Københavns Kommune støtter to større events
Københavns Kommune støtter under Danish Design Festival dels en større borgerrettet designevent med fokus på bæredygtighed og dels en erhvervskonference med fokus på designs forretningsmæssige værdi og potentiale for byens virksomheder.

 - Vi har en dygtig designbranche i København, som er visionær, innovativ og har et stort vækstpotentiale. Det skal vi dyrke meget mere, så vi får høstet gevinsterne. Det gør vi desværre ikke nu. Vi skal positionere os som en designby, man kigger til på verdensplan, og det bidrager designfestivalen til. Jeg er glad for, at det lykkedes os at få penge til den første Danish Design Festival i København, og vi regner med, at det er startskuddet til noget nyt og stort for dansk design i København, siger Københavns Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Hele designspektret bringes i spil
Danish Design Festival vil demonstrere mangfoldigheden i design fra socialt design, servicedesign og designtænkning, over tech og digitalt design, til designikoner og nyt eksperimenterende kunsthåndværk.

Festivalen kommer til at byde på udstillinger, events, konferencer og prisuddelinger, og der kommer til at være designbegivenheder for den brede offentlighed såvel som for professionelle. 

Festivalprogrammet offentliggøres på www.ddfestival.dk den 25. april 2017.

Festivalen favner hele Danmark og finder sted fra 4. maj til 9. juni 2017.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125