23948sdkhjf

Kendt online-auktionshus satte stjålet maleri til salg

Et maleri blev solgt på Lauritz.com, selv om det var registreret stjålet. Det sker ofte, skriver Politiken.
Selv om det var registret som stjålet i den anerkendte database Art Loss Register, blev et maleri af Carl Vilhelm Holsøe i 2016 solgt på Lauritz.com.

Lauritz.com har ikke abonnement på tjenesten. Det skriver Politiken.

Maleriet blev sammen med syv andre værker stjålet fra et hus i Kolding i 2016. Alligevel opdagede Lauritz.com ingenting, da det blev sat til salg og endte med et hammerslag på 74.000 kroner.

- Vi anbefaler alle vores eksperter at bruge de kontrolmuligheder, der findes. Herunder Art Loss Register, Find stolen art og Stolen Art FBI med flere, skriver konceptchef hos Lauritz.com Mette Jessen til Politiken.

Hun skriver videre, at Lauritz.com ikke søgte i The Art Loss Register, da der var tale om et dansk værk, og at politiet ikke havde det i sin database.

Ifølge Politiken er det sket før, at Lauritz.com har solgt stjålen kunst og andre genstande. Blandt andet har auktionshuset solgt en kisteplade, der i 1977 blev stjålet fra Esbjerg Museum.

Auktionshuset har ligeledes haft adskillige sager med salg af både stjålne og forfalskede designermøbler, skriver Politiken.

Lauritz.com er dog ikke alene. Også Bruun Rasmussen har haft sager, hvor stjålen kunst er solgt gennem dem.

- Det udfordrer éns tro på, at tingene foregår efter bogen, når man som kunde i god tro kan komme til at købe stjålne værker på auktion og dermed blive delagtig i hæleri, siger Søren la Cour Jensen, formand for den danske komité af den verdensomspændende museumsorganisation International Council of Museums, til Politiken.

Også journalist med ekspertise i auktionshuse og kunst Sarah Thornton undrer sig over, at Lauritz.com ikke bruger Art Loss Register.

- Jeg ville tro, at et auktionshus ville gå så meget op i deres ry og rygte, at de ville gøre alt, der står i deres magt, for at undgå at blive associeret med kriminalitet, siger hun til Politiken.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085