Har du talt med din chef om stress i dag?
Nogen virksomheder håndterer det problem bedre end andre.
Virksomheden Hartmanns er for sjette år i træk på top 10-listen over Danmarks bedste arbejdspladser. En af forklaringerne er, at konsulent- og vikarbureauet har stort fokus på stress, siger direktør Anne-Mette Ravn til DR Sjælland.
Blandt andet har man arbejdet med at aftaburisere stress:
- Vi oplevede, at mange syntes, det var et svaghedstegn, hvis de havde tegn på stress, siger direktøren.
I dag er stress på dagsordenen, når alle medarbejdere mødes hver 14. dag i form af et A4-ark, der ligger mellem medarbejderne. Et slags skema for balancen mellem arbejde og resten af livet.
- Ud fra det kan vi lettere at tale om, hvordan det går med opgaverne, og hvordan går det på hjemmefronten. Og så bliver det en naturlig del af arbejdslivet, så vi hele tiden har fokus på balancen, siger Anne-Mette Ravn.
Men det er ikke alle steder, ledelsen tager hånd om medarbejdernes stress.
Hvis du er udstyret med en chef, der render rundt og siger, at du skal nå det hele på den halve tid, så er det legalt at stille chefen et modspørgsmål, siger Signe Tønnesen, chefkonsulent i Lederne til DR Sjælland.
- Det er tilladt at sige til sin chef: Kære chef. Jeg kan ikke nå det hele. Hvilken en opgave vil du prioritere, hvilke kan vi udskyde og hvilke er ikke så vigtige alligevel?