23948sdkhjf

Hou Brugs er nu en demensvenlig butik

Brugsuddeler og souschef anbefaler andre butikker at give deres personale et kursus
Brugsen i Hou er blevet demensvenlig, fortæller Langelands Kommune.

Og uddeler Mogens Juhl og souschef Allan Høgsbæk, Hou Brugs, er her bagefter ikke i tvivl om, at de gjorde en god investering, da de tog imod tilbuddet fra kommunens demenskoordinator Tine Sorknæs om et to timers kursus til brugsens personale i, hvordan man bedst forholder sig til demente kunder.

Et kursus, der afvikles i samarbejde med Alzheimerforeningen.

Den klare melding er, at brugsens ansatte er blevet bedre til at spotte kunder med demens, og at de ikke mindst er blevet klædt bedre på til at hjælpe dem. Og det var en god investering for såvel kunder som for personalet, mener ledelsen.

- Kurset er et godt tilbud fra Tine Sorknæs og giver god mening i et område med mange ældre. Kurset er gratis, og enhver kan afsætte to timer til det, så det vil vi gerne anbefale andre, siger Allan og Mogens, der nu – ligesom deres ansatte – kan kalde sig demensvenner.

14 – næsten alle ansatte – deltog i kurset i januar. De var forinden blevet opfordret til at møde op og fortælle om oplevelser, de havde haft med demente, og ud fra det blev der skabt en god, lærerig dialog, og de fik nogle redskaber, de kunne bruge bagefter.

Brugsens ansatte fik bl.a. lært hurtigt at tilbyde deres hjælp, når de observerer ældre (måske demente) gå lidt frustreret rundt i butikken med en seddel og lede efter varer. Eller straks at tilbyde sin hjælp ved kassen, når en kunde har problemer med at få vendt chippen på dankortet rigtigt.

Brugsen i Hou er ikke uvant med demente kunder og har i mange tilfælde haft en god dialog med pårørende – ikke mindst børn – om løsninger på de udfordringer, demens kan betyde.

En af dem kan være, at den demente ikke skal have penge med i brugsen, men at udestående skrives i en bog.

Der er også tilfælde, hvor hjemmeplejen og brugsens personale taler sammen om demente borgere.

Hou Brugs er den anden langelandske butik, der har gennemgået et kursus tilrettelagt af demenskoordinator Tine Sorknæs i samarbejde med Alzheimerforeningen. I 2016 var det SPAR i Snøde.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172