23948sdkhjf

MRSA-bakterie i halvdelen af dansk svin i kølediskene

En ny undersøgelse fra Fødevarestyrelsen viser, at det står slemt til med MRSA-bakterien i dansk svinekød.
Den såkaldte husdyr-MRSA bakterie er til stede i omkring halvdelen af det svinekød, som forbrugerne køber.

Det viser en undersøgelse fra Fødevarestyrelsen, der er baseret på prøver taget sidste år.

I alt indeholdt 40 procent af det testede svinekød, som forbrugerne kan finde i kølediskene, husdyr-MRSA.

Særligt slemt er det i det konventionelle danske svinekød, hvor der i undersøgelsen blev fundet husdyr-MRSA i 48 procent af prøverne.

Til sammenligning blev der fundet husdyr-MRSA i 32 procent af det økologiske kød. I kød fra udlandet blev der fundet husdyr-MRSA i 28 procent af kødet.

Ifølge Fødevarestyrelsen er der dog ikke grund til at frygte bakterien.

"MRSA-ekspertgruppen har tidligere fastslået, at tilberedning og spisning af kød med husdyr-MRSA udgør en minimal smitterisiko for forbrugerene. Intet tyder derfor på, at man bliver syg af at tilberede eller spise kød med MRSA", lyder det.

Til medier Ingeniøren siger professor Hans Jørn Kolmos, forskningsleder inden for klinisk mikrobiologi på Odense Universitetshospital, dog at der er tale om "en voldsom stigning", som der er grund til at notere.

- MRSA i svinekød er ikke den dominerende smittevej for mennesker. Men vi skal huske på, at i 12 procent af de tilfælde, hvor vi registrerer svine-MRSA i mennesker, kan vi ikke føre det tilbage til kontakt med svin.

- De fleste af de 12 procent bliver nok smittet gennem andre mennesker, men kød er også en mulighed, siger han til Ingeniøren.

Fødevarestyrelsen vil oversende undersøgelsen af MRSA i svinekød til den ekspertgruppe, som fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har gennedsat for at komme med anbefalinger til, hvordan den resistente bakterie skal bekæmpes.

Eksperterne skal blandt andet tage stilling til, hvorvidt der skal sættes ind over for slagterierne, så de ikke kontaminerer kødet. Det fremgår af det svar til Folketingets sundhedsudvalg, hvori undersøgelsen er offentliggjort, skriver Ingeniøren.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063