23948sdkhjf

Kunderne svigter trængte tøjbutikker

Mere end hver fjerde forretning i fare for at gå konkurs
Selv om det er koldt og vådt udenfor, tøver kunderne fortsat med at fylde garderobeskabene med tøj og sko. Det viser en ny analyse af modebranchen foretaget af Deloitte.

Det lave forbrug betyder, at mere end hver fjerde tøjbutik er i fare for at gå konkurs. Værst står det til i Nordjylland, hvor den gennemsnitlige indtjening nu er på den forkerte side af nul.

- Desværre må vi konstatere, at forbruget af beklædning og fodtøj fortsat er lavt i forhold til den samlede detailhandel. Vi er ganske enkelt begyndt at gå med tøjet længere i stedet for at smide det ud og købe nyt. Derfor har vi endnu ikke set et opsving, siger Morten Steinmetz, der er partner i Deloitte og ekspert i modebranchen.

På trods af det lave forbrug var tøjbutikkernes indtjening en smule højere i 2016 i forhold til 2015.

- Der er uden tvivl blevet luget godt og grundigt ud i butikkerne de seneste år, hvor rigtig mange har måttet kaste håndklædet i ringen og dreje nøglen om. Det gør, at de tilbageværende har kunnet skabe en smule mere forretning og også sætte lidt flere penge i banken, siger Morten Steinmetz.

Truslen om konkurs stiger
Udviklingen går dog så langsomt, at mere end hver fjerde tøjbutik stadig vurderes at være i farezonen for at gå konkurs, fortæller Morten Steinmetz:

Om midtvejsanalysen af modebranchen 2017:

Deloittes midtvejsanalyse af modebranchen 2017 giver et indblik i den danske modebranche, herunder producenter, engrosvirksomheder og detailhandel.
- Andelen af konkurstruede butikker er faktisk steget en smule hen over 2016, så det nu er 28 pct., der er i fare for at lukke. I den anden ende af skalaen vurderes blot 33 pct. af butikkerne til at være meget sunde.

- Resten er en mellemgruppe, hvor man enten har svært ved at tjene penge eller står på et ekstremt skrøbeligt fundament i forhold til den generelle soliditet.

Blodrøde tal
Samtidig er nogle regioner hårdere ramt end andre, pointerer Morten Steinmetz. Region Sjælland klarer sig bedst, mens Region Nordjylland klarer sig dårligst:

- Over en bred kam har både de sjællandske og københavnske modebutikker haft et bedre år end de jyske og fynske. Allerværst står det til i Nordjylland, der kæmper med blodrøde tal. Her er der i øjeblikket et negativt afkast af den investerede kapital på hele 8 pct. Det er alarmerende, at så mange taber penge, siger han.

Ifølge analysen har blot 34 pct. af de danske modebutikker genereret stabile overskud i løbet af de seneste tre år.



Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141