Kommuner: Firmaer må vågne op og få flygtninge i job
KL skærper retorik og opfordrer virksomheder til at gøre mere for at få flygtninge i integrationsuddannelse.
Det skyldes en skepsis over for ordningen, men nu tager kommunerne bladet fra munden.
Det sker forud for et møde med integrationsminister Inger Støjberg (V) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag formiddag.
Det er på tide, at virksomhederne vågner op og arbejder hårdere for at få flygtninge i arbejde. Det siger Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), der også er formand for Kommunernes Landsforenings (KL) arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg.
- Efter et halvt år kan vi konstatere, at der kun er kommet 166 IGU-forløb i gang, så vi er meget langt fra målet. Det er utrolig vigtigt, at virksomhederne vågner op, siger han.
Han påpeger, at det er virksomhederne, der står for at ansætte flygtninge, og at der kan gøres mere.
Den daværende Venstre-regering indgik i marts sidste år en integrationsaftale med arbejdstagerne i form af LO og arbejdsgiverne under DA.
Ideen var at give flygtninge et toårigt forløb, hvor de arbejdede i en slags praktik, mens de modtog 20 ugers undervisning i dansk.
Siden 1. juli har virksomheder, der ansætter flygtninge, kunnet få op til 40.000 kroner i bonus, hvis de ansætter flygtninge i IGU-forløbet. Men kun 166 flygtninge er startet.
Det var ellers regeringens sigtelinje, at hver anden flygtning og familiesammenførte skal i arbejde
Ifølge KL er der blandt andet brug for en forenkling af ordningen, som er for bøvlet jævnfør tilbagemeldinger fra kommunerne.
- Der er en del bøvl, som er oplagt at få ryddet ud i.
- I dag kan man ikke tilbyde IGU-forløb til flygtninge over 40 år. Det vil være oplagt, at man kunne det. Bare fordi man er 42 år, kan man godt have gavn af IGU-forløb, siger Thomas Kastrup-Larsen.
KL vil gennemføre en undersøgelse blandt kommunerne for at blive klogere på, hvad de oplever af barrierer for, at virksomhederne indgår jobforløb med flygtninge.
- De bliver nødt til at få gearet voldsomt op på IGU for at få det til at lykkes. Virksomhederne er nødt til at tage mere fra, hvis det skal blive en succes.
- Det, vi frygter, er, at vi ikke får flygtningene ud på arbejdsmarkedet. Det vil være en katastrofe for flygtningene, men også for kommunernes økonomi, siger Aalborg-borgmester Thomas Kastrup-Larsen.
/ritzau/