23948sdkhjf

Undersøgelse: Det lokale butiksliv er vigtigt for danskerne

Det lover godt for den lokale detailhandel og giver butikker muligheder for at styrke deres forretning med digital markedsføring, lyder meldingen.
Når danskerne køber ind i nærområdet, er det ikke kun fordi, det er let tilgængeligt og ofte dejligt tæt på.

Faktisk handler omkring 57% af danskerne lokalt med det formål at støtte det lokale butiksliv, og hele 86% foretrækker overordnet set at købe ind i lokalområdet.

Det viser en befolkningsundersøgelse fra Eniro Danmark foretaget blandt knap 2.000 danskere, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Hos Eniro vurderer man, at undersøgelsens resultater både er en indikation på, at butikkerne allerede gør en masse ting rigtigt men også, at der ligger et uforløst potentiale forude:

- Vores undersøgelse peger på, at lokalmiljøet rent faktisk betyder noget for danskerne, og at de er villige til at investere i det. Det er positivt for de lokale butikker, der i flere år har været presset af konkurrence fra bl.a. webshops og storcentre, siger Kristoffer Apollo, der er kommunikationschef i Eniro, og uddyber:

- Den lokale opbakning og velvilje er positivt nyt til de erhvervsdrivende i mindre danske byer og bør give grund til optimisme. Nu handler det om at kapitalisere på opbakningen, og det kan gøres med målrettet, digital markedsføring, der netop sætter fokus på den lokale støtte for på den måde at adskille sig fra de store landsdækkende og pengestærke konkurrenter.

Eniros undersøgelse om danskernes forhold til lokalmiljøet viser også, at knap syv ud af ti danskere er stolte af det lokalmiljø, de er en del af – og at den stolthed kun stiger med alderen. 53 % i aldersgruppen 18-35 år angiver, at de er stolte over deres lokalområde, hvorimod det samme gør sig gældende for hele 78% af de 56-75-årige.

Fakta

- 86% af danskerne erklærer sig enige i, at de overordnet set foretrækker at handle i de butikker, der ligger i deres lokalområde. 8 % er uenige.

- Top 3 over de mest populære årsager til at handle i lokalområdet er, at det er tæt på (81%), et ønske om at støtte det lokale butiksliv (57%), og at det er billigt (34%).

- Når danskerne bevæger sig væk fra lokalområdet for at handle, er det primært fordi, at de ikke kan få varerne i lokalområdet (52%), at der er et større udvalg andre steder (52%) og at det er billigt (34%).

- Ifølge danskerne er de vigtigste butikker at have i lokalområdet dagligvarebutikkerne (91 %), men også apoteket (68%) og bageren (37%) er vigtig for mange danskere.

- Det er især de ældre, der ønsker at støtte det lokale erhvervsliv. Blandt de 56-75-årige handler 75% nemlig lokalt med dette formål for øje, mens det for de 36-55-årige gælder for 65% og for 29% af de 18-35-årige.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094