23948sdkhjf

Danskerne har den tredjelaveste arbejdstid i EU

Europæisk sammenligning viser, at Danmark er blandt de lande, hvor den ugentlige arbejdstid er mindst.
Det kan godt være, at nogle arbejdsdage føles lange, men i virkeligheden har vi ikke meget at brokke os over i Danmark, når det gælder arbejdsdagens længde.

Den europæiske arbejdskraftundersøgelse for tredje kvartal 2016 viser nemlig, at vi i Danmark har den tredjekorteste gennemsnitlige arbejdsuge blandt alle 28 EU-lande. Det fortæller Danmarks Statistik.

Kun Frankrig og Slovakiet ligger lavere end Danmark, hvor de fuldtidsbeskæftigede i gennemsnit arbejder 39,6 timer om ugen.

I den anden ende finder man grækerne, der i snit arbejder 44,0 timer om ugen.

Det er en del højere end det europæiske gennemsnit på 41 timer om ugen.

Når gennemsnittet i Danmark er højere end de 37 timer, man typisk har indgået overenskomst om, skyldes det blandt andet, at de selvstændige også er omfattet af undersøgelsen.

Lønmodtagerne alene lå dog på et gennemsnit på 38,6 timer.

Undersøgelsen viser i øvrigt også, at mænd arbejder mere end kvinder i alle EU-lande.

Forskellen mellem kønnene i Danmark er 2,8 timer. Mændene er noteret for en gennemsnitlig arbejdstid på 40,6 timer, mens kvinderne arbejder 37,8 timer.

Undersøgelsen baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse, som foretages på samme måde i alle 28 EU-lande. I Danmark er det Danmarks Statistik, der står for det praktiske.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109