23948sdkhjf

Virksomheder boltrer sig i illegal arbejdskraft

Næsten 2.000 firmaer sigtet for at ansætte illegale medarbejdere. Problemet findes især i kiosker.
Fra gårde i Vestjylland til restauranter i Nordsjælland straffes virksomheder for at hyre illegale.

Det viser aktindsigter, som Fagbladet 3F har fået, i bøder udskrevet af landets politikredse til firmaer, som ansætter personer uden arbejds- og opholdstilladelse.

De sidste fem år har politiet således sigtet knap 2.000 firmaer for at ansætte illegale. Alligevel ser politiet kun toppen af isbjerget, siger migrationsforsker og lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på Roskilde Universitet Shahamak Rezaei:

- Mange forsvinder fra asylcentrene, når de får afslag på asyl. En stor del går under jorden, og de skal arbejde illegalt for at få penge, siger han.

Tal fra politiet viser, at udover prostitution er særligt restauranter, rengøring og kiosker ramt af illegalt arbejde. Og selvom antallet af sigtelser i 2016 foreløbigt ligger lavere end sidste år, tør politiet ikke konkludere, at omfanget er faldende.

- Der vil altid være et element af tilfældighed i, om vi har succes med vores aktioner. Kommer vi på kontrol en dag, hvor de har fri, så kommer der ingen sager og sigtelser ud af det, siger Per Fiig, centerchef i Nationalt Udlændinge Center under Rigspolitiet.

Shahamak Rezaei vurderer, at mængden og brugen af illegale vil stige over de næste år i Danmark.
- Verdens problemer er vokset. Det samme er muligheden for at flytte sig fra dem, så der vil komme flere illegale i Danmark, siger han.

Samme melding kommer fra Martin Lemberg-Pedersen, forsker ved Aalborg Universitet, der i mange år har arbejdet med migration. Han mener, at politikerne må bruge skrappere midler over arbejdsgivere, hvis brugen af illegale skal stoppes.

- Der mangler politisk vilje til at gøre noget ved problemet. En af løsningerne er at implementere kædeansvar i virksomhederne. Men politikerne giver ikke den lovmæssige ramme, som kan hjælpe udsatte arbejdere, siger han til Fagbladet 3F.

Rigspolitiet ved ikke, hvor mange illegale der er i Danmark. Justitsministeriet kan heller ikke komme med et bud. Rockwool Fonden har tidligere vurderet antallet af illegale i Danmark til cirka 18.000, men deres skøn indeholder også EU-borgere, der opholder sig i Danmark længere end tre måneder uden et arbejde.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112