23948sdkhjf

Tv-kunder får oplevelse i stedet for dronningens tale

Kunder hos YouSee modtog søndag aften besked om, at de vil få en underholdsningsoplevelse.
Omkring en million kunder hos YouSee fik søndag aften i en mail lovning på, at de vil modtage en "underholdningsoplevelse".

Den skal kompensere for, at de ikke kunne se tv lørdag og dermed gik glip af blandt andet dronningens nytårstale.

- Vi må desværre indlede år 2017 med at give dig vores uforbeholdne undskyldning. Kl. 16.30 i går eftermiddag blev vi ramt af et meget alvorligt nedbrud i vores tv-signal, lyder det ifølge flere medier i mailen, som har direktør Jaap Postma som afsender.

Pressemedarbejder Povl Rasmussen kan søndag aften ikke oplyse, hvad "underholdningsoplevelsen" nærmere drejer sig om.

- Det vil vi løfte sløret for på et senere tidspunkt. Lige nu har vi fokus på at få signalet genetableret hos alle kunder, siger han.

I løbet af natten fik nogle kunder signalet igen. Og i løbet af søndagen var det ifølge YouSee tilbage hos 99 procent af kunderne.

Sidst på søndagen var der dog fortsat problemer i Vordingborg, Thisted og på Mors, oplyser Povl Rasmussen.

I brevet erkender YouSee, at nedbruddet kom på et meget uheldigt tidspunkt.

- For mange af os er netop tv'et omdrejningspunkt for to vigtige nytårstraditioner: Dronningens nytårstale og rådhusklokkerne, der ringer det nye år ind. Vi undskylder derfor dybt til de mange, vi måtte skuffe på så betydningsfuld en aften, lyder det i mailen.

Ifølge Yousee skyldes fejlen et ekstremt kompliceret fysisk nedbrud i selskabets systemer.

Når det ikke kunne lade sig gøre at genetablere signalet på samme tid alle steder, skyldes det, at der skal teknikere ud på hver central for at genstarte systemet.

Der er 33 centraler i landet.

Tidligere søndag lød fra pressevagten, at alt mandskab var kaldt ind.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078