23948sdkhjf

Nobia frasælger tysk køkkenfirma

Alle aktier afhændes til tysk firma for den nette sum af 10 mio. Euro

Den svenske virksomhed Nobia har netop frasolgt sine aktier i det tyske køkkenfirma Poggenpohl Möbelwerke GmbH for 10 mio Euro. Køberen er den tyske koncern Adcuram.

- Siden 2010 har Nobia haft et strategisk fokus på vækst og effektivitet. Ved at luge ud i omkostninger og kompleksitet, har vi væsentligt forbedret vores value proposition i segmentet mid-market i de lande, hvor vi driver forretning. Vi har solgt virksomheder, hvor vores markedsposition har været svag, fortæller administrerende direktør i Nobia, Morten Falkenberg. Han fortsætter:

- Vi tager nu det næste skridt på denne rejse. Poggenpohl er et brand med et stærkt omdømme på verdensplan, men der har været begrænsede synergier til resten af gruppen. Prisen er under vores forventninger, men ikke desto mindre mener vi, at dette vil skabe værdi for aktionærerne over tid.

Salget vil forbedre Nobias rentabilitet. I løbet af januar til september 2016 har Poggenpohl rapporteret en nettoomsætning på 749 mio SEK og et driftsresultat på negativ 13 mio SEK. Nobia EBIT-margin eksklusive Poggenpohl udgjorde 10,5 procent i samme periode.

Transaktionen forventes at blive afsluttet i løbet af første kvartal af 2017, betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne i Tyskland og Østrig.

Poggenpohl blev overtaget af Nobia i 2000. Beliggende i Herford i Tyskland, udvikler, producerer og sælger Poggenpohl luksus-køkkener til forbrugere og projekt-kunder i Europa, USA og Asien, gennem 36 egne butikker og et stort netværk af forhandlere.

Ved udgangen af september 2016 var antallet af medarbejdere omkring 470.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.184