23948sdkhjf

Handelsansatte skal rustes til den digitale fremtid

Et højere beløb på lønsedlen og uddannelse i digitaliseringen. Det er to af de krav, der står øverst på HK Handels liste til de kommende forhandlinger.
Fredag blev der udvekslet krav med Dansk Erhverv Arbejdsgiver, og arbejdsgiverorganisationen kvitterede bl.a. med ønsket om forhøjelse af arbejdstiden - uden lønkompensation.

Udvekslingen af krav er første skridt i forhandlingerne om en ny overenskomst for de cirka 150.000 ansatte i butiksbranchen og 40.000 på Funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service.

Det skriver HK i en pressemeddelelse.

- Vi er meget opmærksomme på, at vores medlemmer skal stå stærkest muligt i forhold til at imødekomme de udfordringer, som digitaliseringen medbringer for branchen. Vores medlemmer skal klædes på med uddannelse, så de bliver i stand til at være med i kampen om de nye job, der opstår, i takt med at andre forsvinder, siger Per Tønnesen, formand for HK Handel.

Per Tønnesen finder det derfor positivt, at arbejdsgiversiden var lydhøre over for et forslag om i samarbejde at finde ressourcer til et analysearbejde, der kan klargøre konsekvenserne af digitalisering og automatisering for handelsansatte.

Udover løn og fokus på opkvalificering står også ønsket om bedre pension og flere seniorgoder højt på HK Handels prioriteringer.

- Det er en helt naturlig følge af, at der fra politisk side arbejdes på at forhøje pensionsalderen. Hvis vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, må vi finde ordninger, der tilgodeser seniorerne, siger Per Tønnesen.

Parterne mødes igen 25. januar, hvor arbejdsgrupper sammensat af begge parter fremlægger overvejelser om hovedemnerne i overenskomsterne. Arbejdsgrupperne dækker: Arbejdstid, pension, uddannelse og lagerområdet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143