23948sdkhjf

Unge prioriterer ikke økologi

Hver fjerde unge dansker køber aldrig økologiske dagligvarer.
Øko-æbler, øko-mel og øko-mælk. De økologiske fødevarer fylder mere og mere i de danske supermarkeder.

Og det er der en god grund til. For knap halvdelen af de danske indkøbsposer indeholder nemlig ofte eller altid økologiske produkter, når turen går hjem fra supermarkedet.

Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Irma foretaget gennem Epinions Danmarkspanel, fortæller butikskæden i en pressemeddelelse.

Det er især grøntsager, mejeriprodukter, æg og frugt, der ryger i danskernes indkøbskurve.

Men ikke alle aldersgrupper lægger lige mange økologiske dagligvarer i indkøbskurven. Der er nemlig stor forskel på, hvor ofte de unge og ældre køber varer udsmykket med det røde Ø-mærke.

Hos de unge mellem 18 og 25 år er det godt hver tredje, der ofte eller altid køber økologiske dagligvarer, mens tallet stiger til halvdelen blandt danskere over 40 år. Omvendt svarer hver fjerde af de unge, at de aldrig køber økologi.

- Vores undersøgelse viser, at prisen på økologi er den største barriere for danskerne på tværs af alle aldersgrupper. Særligt unge, som enten er studerende eller i starten af deres professionelle liv, har typisk et lavere rådighedsbeløb og må prioritere benhårdt. Heldigvis oplever vi en stor udvikling på økologi i øjeblikket. Hos Irma betyder det konkret, at de økologiske varer fortsat bliver billigere, mens udvalget bliver større. I dag er vi oppe på, at godt en tredjedel af de varer vi sælger er økologiske. Et tal, der skal stige til halvdelen af vores salg inden 2025, siger Søren Steffensen, direktør for Irma.

Fire ud af ti af de unge mellem 18 og 25 år vælger økologiske fødevarer, fordi de er bedre for dyrevelfærden og for at sikre en mere bæredygtig fremtid.

Til sammenligning køber kun hver tredje over 55 år økologi på grund af dyrevelfærd, mens blot tre ud af ti i aldersgruppen 26-40 år vælger økologi med tanke på en mere bæredygtig fremtid.

- Danskerne er uofficielt verdensmestre i økologi, og det skal vi gerne fortsætte med. Men motiverne for, hvorfor danskerne køber økologi, er forskellige, og de udvikler sig løbende gennem livet. Særligt derfor gør vi en stor indsats for at øge bevidstheden om økologiens mange fordele blandt forbrugerne på tværs af aldersgrupper og give dem et fundament for at kunne træffe reflekterede valg – og naturligvis et udbud af økologiske varer, der understøtter det, siger Søren Steffensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109