Tøjmærke boycotter Black Friday
Lukker for webshoppen på dagen og donerer penge til velgørenhed.
Firmaet lukker på dagen for den normale webshop og I stedet kan kunderne vælge mellem fire forskellige T-shirts, som er specielt designet til dagen.
Hele omsætningen fra dagens salg vil Elsk donere til non-profit projektet “Stop Micro Waste”.
- Jagten på laveste pris er jagten mod bunden. Det er uholdbart og ikke befordrende for at lave kvalitet. Når alt skal være billigere, bliver det også ringere. Pris-jagten giver udover ringere produkter, også et uholdbart overforbrug og får ofte forbrugerne til at købe produkter man egentlig ikke mangler, siger Lars Riis, partner i Elsk.
Hos Elsk mener man at forbrugerne skal tænke sig godt om, inden de hopper ombord på Black Friday-bølgen.
- Vi vil ikke tvinges ind i en kamp, hvor det kun er prisen der er i fokus. Hvis vi sætter vores varer ned, føler vi at vi sælger ud af os selv. Så frem for at sælge ud, vil vi give ud.
- Derfor har vi valgt at lave et specielt tiltag på vores webshop, hvor man under Black Friday kun vil kunne købe 4 specielle limited edition T-shirts. Al omsætning fra denne dag, vil vi så donere til Stop Micro Waste. De er ved at udvikle en vaskepose som skal forhindre mikro-plast i at ryge ud i naturen når man vasker sit tøj. De er blevet valgt efter en afstemning, som vi afholdt på Facebook. Vi syntes det er en oplagt mulighed for at kunne være med til at gøre en forskel for andre, og vi håber og tror vores kunder er enige. Derudover vil vi gerne give noget tilbage til vores kunder. Så vi afholder forskellige konkurrencer og give-aways på vores facebook side i løbet af dagen, siger Lukas L. Leszczynski, partner i Elsk.