23948sdkhjf

Bilbranche forventer at sælge større biler efter finanslov

Bilbranche kvitterer for blå finanslov med lavere registreringsafgift. Nye bilejere sparer op til 10.710.
For kommende bilejere, der investerer i en bil til mere end 150.000 kroner, er der helt kontante fordele at hente i den finanslov, som regeringen fredag har indgået med resten af blå blok.

Lavere registreringsafgift giver besparelser på op til 10.710 kroner, og det får bilbranchen til at forvente både øget salg og øget interesse for større biler.

- Vi er glade for den afgiftslempelse, der i dag er blevet præsenteret i forbindelse med finansloven. Det betyder at danskerne nu får mulighed for at købe lidt mere bil for pengene, siger Gunni Mikkelsen, administrerende direktør hos De danske Bilimportører.

- Vores erfaringer fra sidste års nedsættelse har kun været positive. Danskerne køber mere bil for pengene og vælger i højere grad mere sikkerhedsudstyr, lyder det i en pressemeddelelse.

Lavere registreringsafgift vil for mange være et incitament til at udskifte en gammel bil til en ny og måske større, mener bilimportørerne. Og det vil være til gavn for både trafiksikkerhed og miljøet, lyder det.

Ifølge finanslovaftalen betyder nedsættelsen, at der skal betales 8000-10.000 kroner mindre i afgift for en mellemstor familiebil.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er enige om at nedsætte registreringsafgiften ved at forhøje skalaknækket for personbiler med 22.000 kroner fra 84.600 kroner til 106.600 kroner.

Også bilisternes interesseorganisation, FDM, kvitterer for finansloven.

- Vi er rigtig glade for, at afgiften sættes ned, for den er alt for høj, siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk.

- Men på sigt er det vigtigt, at vi omlægger afgiftssystemet, så det bliver de miljøvenlige og sikre biler præmieres ud fra tekniske kriterier, siger han.

Hos Autobranchen Danmark kvitterer administrerende direktør Jens Brendstrup også for finansloven.

- Det er dog samtidigt vigtigt at være opmærksom på, at en nedsættelse af registreringsafgiften vil give prisændringer, og det vil også påvirke priserne på de nyere brugte biler.

- Det betyder, at den eksisterende bilpark mister værdi. Den problematik har vi også gjort politikerne opmærksom på, siger Jens Brendstrup i en pressemeddelelse.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142