23948sdkhjf

Revisorer og LO kræver mere kontrol med virksomheder

Risikoen for, at mindre virksomheder bliver opdaget i skattesnyd er mindsket. Det giver unfair konkurrence og mere skattesnyd, mener revisorer.
Revisorerne lægger nu sammen med LO og to erhvervsorganisationer pres på regeringen for at skærpe kontrollen med virksomhedernes skattebetaling. Det sker i et brev til Finansministeren og Skatteministeren, som erhvervsorganisationerne Dansk Byggeri og Dansk Erhverv også har underskrevet. Dansk Industri er derimod ikke med i henvendelsen.

Baggrunden for brevet er skøn fra Skat, der viser, at 10 pct. eller 70.000 danske erhvervsdrivende og virksomheder bevidst snyder. Staten lider på den konto hvert år et tab på ca. 12 mia. kr. som følge af moms- og skattesnyd. Især er udbetalingen af negativ moms steget i de senere år.

I brevet opfordrer afsenderne regeringen til at sikre en fair virksomhedskontrol ved at give fordele til de lovlydige virksomheder i form af mindre kontrol og administrativt bøvl, samtidigt med at kontrolindsatsen mod virksomheder, der ikke overholder reglerne, skal opprioriteres.

De peger på, at disse hensyn ikke er tilgodeset i Skatteministerens nye plan for genopretning af Skat. Her er hovedvægten i indsatsen lagt på det nye ejendomsvurderingssystem, gældsinddrivelse og told. I alt skal der ansættes 1.000 ekstra medarbejdere i Skat til disse formål.

Adm. direktør i FSR, Danske Revisorer, Charlotte Jepsen, siger til I dag.dk, at opfordringen kommer nu, fordi genopretningsplanen for Skat indgår i finansloven, som netop forhandles i disse dage.

”Der er ingen tvivl om, at Skat har brug for flere muskler og mere mandskab til at sikre en fair og økonomisk effektiv skattekontrol med virksomhederne. Samtidig kan kontrol-indsatsen gøres mere intelligent, hvis man giver fordele til de virksomheder, der har orden i tingene og koncentrerer sig om dem, der er problematiske”, siger Charlotte Jepsen.

Hun peger i den forbindelse på, at den reelle risiko for at blive opdaget, hvis man snyder i skat, er blevet væsentlig mindre i de senere år. Og det rammer de virksomheder, som spiller efter reglerne. Derved skabes der unfair konkurrence.

Charlotte Jepsen mener, at det forøgede skatte- og momsgab kan have sammenhæng med ophævelsen af revisionspligten, som er blevet lempet af flere omgange siden 2006.

”Hvis vi sammenligner virksomheder med regnskaber, som ikke er reviderede, med virksomheder, der har reviderede regnskaber, kan vi se, at de reviderede virksomheder i gennemsnit betaler mere i skat. Det bekræftes af vores egne analyser, som viser, at revisorerne finder og retter mange fejl, i forbindelse med revisionen som har skattemæssige konsekvenser. Disse konsekvenser er som regel til Skats fordel”, tilføjer Charlotte Jepsen.

Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, siger til Idag.dk, at Dansk Byggeri gerne ser enklere regler, så det er lettere at ansætte virksomhedsskatten korrekt. Men han mener samtidig, at en effektiv skattekontrol kræver flere ansatte og nye systemer i Skat.

Han hæfter sig især ved, at risikoen for at blive opdaget, hvis man snyder, er blevet for lille. Det tilskynder til unfair konkurrence - også i byggebranchen.

Dansk Industri, der altså ikke er medunderskriver af brevet til regeringen, vil ikke direkte kommentere indholdet, men vicedirektør i DI, Kent Damsgaard siger Idag.dk, at alle selskaber skal lignes så korrekt som muligt for at sikre lige konkurrencevilkår og retssikkerhed.

" Derfor støtter DI en effektiv skatteforvaltning og vi bakker op om de betydelige midler som regeringen har foreslået afsat til at styrke SKAT. Her oplever vi der er bred politisk opbakning. Fremadrettet bør der sættes større fokus på at skabe mere enkle skatteregler som er nemmere at administrere for både virksomheder og SKAT", tilføjer Kent Damsgaard.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104