Bryggeriet Fuglsang overtager sodavandsfabrikken Frem
Danmarks ældste familieejede og -drevne bryggeri Fuglsang i Haderslev overtager sodavandsfabrikken Frem i Ribe.
Det fortæller TV SYD.
Umiddelbart vil Fuglsang drive bryggeri og mineralvandsfabrik videre uden de store ændringer, men for de kommende år er der planlagt betydelige langsigtede investeringer i produktion, tapning og emballering på bryggeriet i Haderslev.
Mineralvandsfabrikken Frems moderne lager og distributionscenter i Ribe vil fremover stå for den samlede logistik for bryggeri og mineralvandsfabrik.
- Vi har i Fuglsangs ledelse vurderet, at sammenlægningen af Frem i Ribe og vores bryggeri i Haderslev vil skabe større produktion og værdi end mineralvandsfabrikken og bryggeriet ville kunne præstere hver for sig, siger Kim Fuglsang, direktør på Bryggeriet Fuglsang, til TV SYD.
Familien Fuglsang ser frem til, at overtagelsen af mineralvandsfabrikken vil give mulighed for at kunne tilbyde kunderne et større produktsortiment og at nå længere ud til et større geografisk marked.
Også på distributionsområdet er Fuglsang og Frem et godt match, idet virksomhederne kun ligger omtrent 35 minutter fra hinanden.
- Vi har undersøgt mulighederne for et generationsskifte og er nået frem til, at salget til Fuglsang er en god løsning siger Egon Adelhardt, der sammen med sin bror Palle Adelhardt overtog Mineralvandsfabrikken Frem fra deres far i 1978. Egon Adelhardt har for nogle år siden trukket sig tilbage fra det aktive erhvervsliv, men Palle Adelhardt fortsætter i overgangsfasen hos Frem. Virksomheden blev grundlagt af brødrenes far, Egon Adelhardt Nielsen, i 1949.
Umiddelbart bevares alle produktionsarbejdspladser i både Haderslev og Ribe.