23948sdkhjf

Danske butikker har tårnhøje forventninger til Black Friday

Det amerikanske udsalgsfænomen har for alvor vundet indpas hos danske butikker, som satser på endnu et rekordsalg.
- Vi har tårnhøje forventninger. Vi troede, at vi havde sat et ambitiøst omsætningsmål sidste år, men vi mere end indfriede målet – gange to. Vi forventer at få samme og sandsynligvis en endnu større succes med Black Friday i år, siger Linette Andersen, Content Manager i WhiteAway, der for tredje år i træk lader kunderne shoppe løs i gode Black Friday-tilbud.

De store forventninger bygger på erfaringerne sidste år, hvor det populære udsalgsfænomen brød alle rekorder, fortæller Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) i en pressemeddelelse.

Dankortet havde en samlet omsætning på knap 2 mia. kr. for betalinger i såvel fysiske butikker som netbutikker, hvilket er en stigning på 29 % i forhold til Black Friday i 2014 og rekord for en enkelt dags salg.

Ifølge softwarevirksomheden EDI-Soft blev der i 2015 sendt 41 % flere pakker i forbindelse med Black Friday end i 2014, hvilket kunne mærkes hos Post Danmark, der aldrig har sendt så mange pakker, som de gjorde i dagene efter fredagens udsalg.

FDIHs e-handelsanalyse viser, at Black Friday 2015 også overgik forbrugernes forventninger, da 28 % købte særlige Black Friday tilbud, mens kun 24 % havde en forventning om at gøre det.

Forbrugerne overraskede særligt ved at købe legetøj – 8 % forventede at handle, men 15 % endte med at handle legetøj.

Det får Geppel Legetøj, der har både sælger fysisk og online, til at skrue yderligere op for forventningerne til den sorte fredag:

- Vores forventninger til i år er større. Og vi vil også give den ekstra gas på nettet i forhold til sidste år. Derfor har vi blandt andet købt flere mærkevarer for at lave nogle ekstra gode tilbud, siger Karina Dyvekær fra Danmarks ældste legetøjsbutik.

Travlheden til Black Friday kan også mærkes hos den danske virksomhed Queue-it, der tilbyder virksomheder et effektivt kø-system:

- Black Friday er den travleste dag for danske netbutikker, og potentialet er enormt. Det stiller dog også krav til, hvordan butikken håndterer de mange ekstra besøg. Hvis kunden oplever, at siden går ned, eller at man ikke kan komme frem til et køb, er der stor risiko for, at kunden dropper sit køb, siger Camilla Ley Valentin, kommunikationschef og medstifter af Queue-it.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096