23948sdkhjf

Flere virksomheder afpresses online

Der er stor stigning i antallet af danske virksomheder, der afpresses af digital ransomware.
En falsk mail der fortæller, at du har fået post via PostNord. Det kostede 10 dages nedbrud på alle maskiner hos smede- og værkstedet B.A Industriservice i Allerød.

Cyberangrebet kaldes ransomware og betyder, at hvis der klikkes på mailen, bliver alle virksomhedens data krypteret og utilgængelige for virksomheden.

De cyberkriminelle beder efterfølgende om løsepenge for at frigive de låste data.

Hvis virksomheden ikke har fået taget en ordentlig backup af sine data, risikerer de at miste kundekontakter, regnskaber, maskinprogrammering og lignende.

En ny undersøgelse fra konsulentvirksomheden PWC viser, at 67 procent af de adspurgte danske virksomheder har været udsat for afpresning i løbet af de seneste 12 måneder. Det er en stigning på hele 45 procentpoint.

- Vi ser en stigning i antallet af virksomheder, der har været ramt af cyberangreb, og det er særligt de store, der er hårdt ramt. Man skal dog ikke tage fejl af, at der fortsat er mange virksomheder - måske særligt blandt SMV’erne, som slet ikke har opdaget, at virksomheden har haft besøg udefra i deres it-systemer, fortæller Mads Nørgaard Madsen, ekspert i cybercrime og partner i PWC.

Koster på bundlinjen
Det billede genkender advokat i Arbejdsgiverne, Christian H. M. Mikaelsen, der også er medlem af det Kriminalpræventive Råd.

- Det er desværre et voksende problem, som vi oftere hører om fra vores medlemsvirksomheder, uanset om det er store eller små virksomheder. Risikoen for cyberkriminalitet er blevet en del af hverdagen, siger Christian H.M. Mikaelsen.

Og det er ikke gratis at blive ramt af cyberangreb. 64 procent af de virksomheder, der har været udsat for angreb, har haft udgifter til at afværge angrebene.

Ransomware sker typisk, fordi en medarbejder ikke er i stand til at afkode falske mails eller andre forsøg på phishing. Derfor er der brug for øget træning af medarbejdere til at undgå ransomware.

- Man skal huske at instruere alle medarbejdere i, hvordan de forholder sig til mistænkelige mails. Det er uanset, om de arbejder hjemmefra eller på kontoret, både når de læser mails, men også når de bevæger sig rundt på internettet via virksomhedens netværk. Det handler om at skabe en sikker adfærdskultur online, siger Christian H.M. Mikaelsen.

Hos B. A Industriservice endte man også med at betale løsepenge for at få sine virksomhedsdata tilbage og maskinerne op i omdrejninger igen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093