Dansk børnetøj sælger i udlandet
Kunderne efterspørger den danske kvalitet, og det vil især komme virksomheder i Jylland til gode.
- De elsker det skandinaviske look, det danske design og så den gode kvalitet og funktionalitet i tøjet, siger Susanne Ziegler, som har butikken Pino Kids i Stuttgart i Tyskland og fører børnetøj fra Danmark.
Brancheforeningen Dansk Mode & Textil fortæller, at tendensen er generel og især kan komme Midt- og Vestjylland til gode.
- De fleste og største børnetøjsvirksomheder ligger i Midt- og Vestjylland, og får de et større salg kan det i sidste ende betyde flere arbejdspladser, siger international chef Michael Hillmose.