23948sdkhjf

Frit slag for Facebook i arbejdstiden

Arbejder du et sted, hvor det er helt acceptabelt at logge på Facebook i arbejdstiden? Så er du langt fra den eneste.
I ny måling, lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk, har 1.018 repræsentativt udvalgte danskere svaret på deres brug af Facebook i arbejdstiden. Det skriver Avisen.dk.

85 procent siger, at gerne må tjekke deres Facebook på jobbet. Kun 10 procent arbejder et sted, hvor der er regler for, hvor meget tid man må spendere på det sociale medie.

- I dag lever vi to steder. I den fysiske og i den digitale verden. Vi har hele tiden adgang til parallelverdenen via vores mobil, som ligger i vores lomme. Derfor er det umuligt at sætte regler op for brugen af Facebook, fortæller faglig leder for nye medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Kristian Strøbech til Avisen.dk.

En af de virksomheder, der lader deres ansatte bruge Facebook i arbejdstiden, er Carlsberg. Her har man gode erfaringer med brugen af Facebook og oplever ikke, at de frie rammer bliver misbrugt.

- Vi forventer selvfølgelig, at man tænker sig om. Men ellers har alle fuld adgang, og vi tjekker ikke, hvor meget man bruger Facebook. Vi vil gerne have, at vores ansatte holder sig ajour og ser Facebook som et unikt redskab til det, fortæller presseansvarlig i Carlsberg Kasper Elbjørn.

Advokat og souchef i arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv Jannie Merete Pedersen minder dog om, at det digitale fællesskab ikke må gå ud over arbejdsindsatsen.

- Brugen af Facebook må ikke gå ud over arbejdet. Udgangspunktet er, at når man er på arbejde, så arbejder man. Hvis det ikke er noget, der er til gene for arbejdet, vil mange arbejdsgivere slet ikke lægge mærke til det. Men hvis det går ud over arbejdet, er man nødt til at påtale det og eventuelt regulerer det i en politik, siger hun til Avisen.dk.

Dansk Erhverv har været indblandet i sager, hvor Facebook kom til at fylde for meget.

- Vi støder ind imellem på sager, hvor medarbejdere bruger for megen tid på Facebook. Vi kommer typisk ind i de sager, når der er en samtale om, hvordan medarbejderen disponerer sin arbejdstid, siger Jannie Merete Pedersen.

Selvom virksomheder ikke undgår, at der er noget spildtid forbundet med brugen af Facebook i arbejdstiden, så ser Kristian Strøbech alligevel en stor fordel i at lade de ansatte tjekke ind.

- Virksomheder, der lader deres medarbejdere bruge Facebook i deres arbejde er langt foran, fordi det er så godt til at opbygge stærke relationer. Både med kollegaer og med folk i hele i verden. Det fungerer langt bedre end andet markedsføring, fortæller Kristian Strøbech.

Selvom han ser Facebook som et godt arbejdsredskab for virksomheder, så er han ikke i tvivl om, at den udbredte brug af Facebook også har nogen ulemper.

- Når man logger på Facebook, er det især et underholdningsfix, man søger. Det betyder spildt arbejdstid. Samtidig skal man også være bevidst om, at man efterlader sig et digitalt spor, som chefen og kollegaerne nemt kan følge, siger Kristian Strøbech og appellerer til, at man tænker sig om, når man bevæger sig ind i den digitale verden.

I dag er 56 procent af alle virksomheder med over ti ansatte på de sociale medier viser tal fra Danmarks Statistik. Ifølge en Gallupundersøgelse fra 2015 er 62 procent af danskerne på facebook hver dag, og 20 procent logger ind på Facebook, før de tjekker deres mail.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094