23948sdkhjf

Netflix-aktie tordner i vejret efter overraskende regnskab

En serie som "Stranger Things" har fastholdt mange brugere, lyder det. Aktier stiger næsten 20 procent.
Den amerikanske film- og seriestreamingtjeneste Netflix havde godt fat i brugerne verden over i tredje kvartal.

Det viser selskabets regnskab over kvartalet, skriver Reuters.

Her fremgår det, at antallet af brugere voksede med 3,2 millioner i perioden. Analytikere havde i gennemsnit kun regnet med to millioner nye brugere.

Regnskabet får Netflix-aktien til at stige med over 19 procent i den såkaldte efterhandel på børsen i USA.

Den kraftige stigning skal ses i lyset af, at selskabet de to seneste kvartaler har skuffet investorerne med en langsommere vækst i antallet af brugere end ventet.

Men i USA kom der i tredje kvartal 370.000 flere brugere til. Det var også en pæn del flere end forventet.

- Investorerne synes kun at have fokus på væksten i antallet af abonnenter. Så længe Netflix leverer på dette parameter, vil investorerne sende aktien op, siger analytiker Michael Pachter fra finanshuset Wedbush Securities til Reuters.

Det er serier som blandt andet "Stranger Things", der har holdt brugerne til i tredje kvartal.

Det har medvirket til at øge overskuddet i tredje kvartal til 2,29 millioner dollar. Det er en stigning på knap 32 procent.

Netflix er desuden kendt for at have produceret serier som "House of Cards" og "Orange Is the New Black".

Netflix kan ses i over 130 lande og har over 86 millioner brugere. Over halvdelen af dem er amerikanere.

Selskabet, der blev grundlagt som videoudlejningsbutik i 1977, har dog fortsat problemer med at komme ind på det enorme kinesiske marked.

Mandag oplyser Netflix derfor, at det derfor foreløbig udskyder sine Kina-planer.

Aktien, der handles på teknologibørsen Nasdaq, indhenter med stigningen på næsten 20 procent det hidtidige fald i år. Her er aktien blevet 12,7 procent mindre værd.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11