23948sdkhjf

Danskerne elsker danske fødevarer

Et stort flertal vil gerne betale ekstra for danske varer.
Et stort flertal i befolkningen synes, det er vigtigt at bevare dansk landbrug, skriver DR Midt & Vest.

Næsten lige så mange vil gerne betale ekstra for fødevarer, hvis det kan gavne landbruget økonomisk.

Det viser en ny meningsmåling, som Epinion har lavet for DR i anledning af denne uges tema om lokale fødevarer.

Over 1.000 danskere har deltaget i målingen. 70 procent har svaret, at det er vigtigt eller meget vigtigt at bevare landbruget i Danmark fremfor at flytte det til udlandet, hvor man kan producere billigere varer.

66 procent svarer, at de er parate til at betale en højere pris for fødevarer, hvis det kan gavne det danske landbrug økonomisk.

Resultatet glæder formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen:

- Det kan vi kun være glade og stolte over i landbruget. Jeg er rigtigt glad for, at der er flere danskere, som vil betale prisen for det, siger han til DR Midt & Vest.

- Så håber vi selvfølgelig, at det også holder, når folk kommer ud til kølediskene og skal vælge deres produkter, siger han.

Han understreger, at opbakningen er afgørende for at holde den danske produktion herhjemme. For når økonomien bliver for stram, flytter landmændene ud af landet, og det kan betyde fødevarer af ringere kvalitet end i dag.

De 66 procent har svaret, at de "i nogen grad", "i høj grad" eller "i meget høj grad" vil betale en højere pris for fødevarer fra danske landbrug for at hjælpe landmændene med økonomien.

Kun 10 procent i Epinions undersøgelse afviser helt at betale ekstra for fødevarer af den grund.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094