23948sdkhjf

ABN trækker gardinerne ned

Arne Bek Nielsen og fru Sanne har efter 31 år solgt forretningen på Adelgade 26 i Hobro.
I overført betydning har Arne Bek Nielsen og fru Sanne bestemt sig for at trække gardinerne ned, når det gælder om at være selvstændige forretningsdrivende på Hobros bedste strøg. De har solgt Botex ANR Gardiner på Adelgade i Hobro. Fru Sanne har valgt at søge nye udfordringer andet sted, mens Arne Bek Nielsen bliver som ansat i den forretning, han gennem 31 år har sat sit solide aftryk på.

- Vi glæder os begge helt fantastisk. Vi er sikker på, at det er en god måde at geare ned på, siger Arne Bek Nielsen.

Han er med sine 62 år 11 år ældre end fruen, og han lægger da heller ikke skjul på, at salget af forretningen ikke mindst skal ses i lyset af, at han gerne i et mere reduceret tempo end i dag vil begynde at vænne sig til og kigge frem mod den tid, hvor han kan skrive folkepensionist på visitkortet. Deri ligger dog ikke, at han allerede har sat en slutdato for sit aktive arbejdsliv. Det må tiden vise.

- Men som selvstændig er man jo virkelig bundet op, og jeg må da også erkende, at jeg på kroppen så småt kan begynde at mærke de mange år i branchen. Det er faktisk hårdt for nakken og skuldrene, når man også arbejder som gardinmontør, erkender Arne Bek Nielsen.

Han har derfor en aftale om, at han fremadrettet mest af alt skal arbejde som sælger med gardinbussen som den faste ledsager.

- Og så kan jeg efter eget valg påtage mig monteringsopgaver, siger Arne Bek Nielsen.

De nye ejere af forretningen er søskendeparret Dorthe Christiansen, Hobro, og Lis Bilde, Randers. Sidstnævnte er i forvejen særdeles kendt inden for branchen. Hun driver med udgangspunkt fra Randers sit eget firma, Gardin Lis, som har omkring 30 medarbejdere. Firmaet sælger og monterer gardiner landet over. Søsteren Dorthe Christiansen er ikke branchekendt, men da det nuværende personale i Botex med undtagelse af Sanne Nielsen fortsætter, ja så er der gode folk til at lære hende op.

Arne Bek Nielsen har i alle sine år på arbejdsmarkedet været beskæftiget i gardinbranchen. Faktisk startede han i en alder af 14 år som bybud i en gardinforretning i fødebyen Vojens. Her blev han også udlært. Derefter fik han job i Horsens, og efter en tur ved militæret, fik han en lederstilling i en forretning i Esbjerg. For 31 år siden gik turen mod Hobro, hvor han altså har boet halvdelen af sit liv.

Ud over at drive ABN Gardiner, som forretningen hed de første år, har Arne Bek Nielsen også haft overskud til at tage del i offentligt arbejde. Han har således i to perioder været formand for Hobro Handelsstandsforening, og som sådan var han i sin tid med til at starte Himmerlands Centrum og genføde Hobro-manden, som med tromme slog til lyd for gode tilbud i gågaden. Han har også siddet i bestyrelsen for både Hobro Erhvervsråd og Hobro Turistforening akkurat som han har gæret i bestyrelsen for branchekæden Botex.

Han er medlem af Fyrkatlauget, og for et par år siden fik han også kørekort til golf i Volstrup Golfklub. Det er et medlemskab, han forventer at få overskud til at dyrke ganske meget fremover.

- Jeg har kun været på banen et par gange, det er jo alt for lidt, smiler Arne Bek Nielsen.

De nye ejere overtager forretningen pr. 1. maj. Fra den dato er det slut med Botex i Hobro. Forretningen skifter navn til Bolig Trend Gardiner med.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062