Ny sportskæde på vej til Løgstør
Nyform-kæden er ved at indrette sig på Limfjordsvej
Det bliver en realitet, når kæden ”Nyform” i løbet af kort tid rykker ind i en tidligere Netto-forretning på Limfjordsvej i Løgstør.
Håndværkere er i øjeblikket i gang med at konvertere de tidligere dagligvarelokaler om til sportsbutik.
Tanken er ifølge ejeren af Nyform-kæden, Kurt Nielsen, at butikken senest skal åbne lige før sommerferien.
Han har i forvejen knap 30 butikker i kæden spredt ud over Danmark, Sverige og Tyskland.
Samtlige butikker er placeret i turistbyer f.eks. Skagen, Rømø, Henne Strand, Gilleleje, Blokhus, Løkken, Ebeltoft og Fanø.
Kurt Nielsen er i øjeblikket ved at åbne to andre nye butikker udover den i Løgstør, og det er ikke tilfældigt, at han har valgt en placering i Løgstør væk fra hovedgaden, men til gengæld et lille stenkast fra Limfjorden og tæt på det område, der i fremtiden er udset til at huse en ny marina.
- Vores koncept er i meget høj grad at satse på turister, og derfor bliver vores åbningstider også noget for sig selv - og yderst turistvenlige, siger han.