Smartphones skifter ejer mere end en gang
En halv million danskere har købt eller solgt en brugt mobil.
- Mens der typisk er stort fokus på de nye mobiltelefoner, der jo lanceres med stor ståhej, bliver markedet for de brugte modeller ofte overset. Alene i 2016 forventes det, at 120 mio. brugte mobiltelefoner vil skifte hænder rundt om i verden. Tilsammen vil de indbringe deres ejere op mod 116 mia. kr., siger medieekspert i Deloitte, Frederik Behnk.
Med en samlet vækst på 50 pct. om året forventes markedet for brugte mobiltelefoner at vokse fire gange hurtigere end det samlede mobilmarked.
- Andelen af brugte telefoner stiger år for år, eftersom flere og flere enheder kommer i omløb. Går vi samtidig op i den dyre ende, vil 10 pct. af telefonerne nå at have tre eller flere ejere, inden de på et tidspunkt ender med at blive kasseret, siger Frederik Behnk.
Særligt de yngre danskere er vilde med de brugte telefoner.
- Når det gælder de 18-29-årige har hele 18 pct. solgt en brugt mobil inden for de seneste to år, mens 16 pct. tilsvarende har købt. De unge går med andre ord mere op i at få fat i den rigtige telefon, end om den tilfældigvis er ny, siger Frederik Behnk.
Ifølge Frederik Behnk vil det fremover blive endnu mere almindeligt at købe og sælge brugte mobiltelefoner. Det er det nemlig i de lande, vi typisk sammenligner os med:
- I USA og England bliver mere end 20 pct. af mobiltelefonerne videresolgt til andre ejere. Her er der virkelig gang i markedet for brugte mobiler. Det er også noget, vi kommer til at se meget mere af herhjemme.
15 pct. af danske mænd har købt en brugt mobiltelefon inden for de seneste to år. Det har kun 8 pct. af kvinderne.
De danske tal er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.
De internationale tal er baseret på Deloittes globale undersøgelse 'TMT Predictions 2016', der hvert år oplister de vigtigste trends inden for teknologi, medier og telekommunikation.