To af tre danske selskaber har overskud
Se her, hvilke brancher der har flest virksomheder med røde tal på bundlinjen.
Det viser en ny analyse fra Experian og FSR – danske revisorer. Og selv om tallene altså umiddelbart er positive, så er der stadig enkelte hår i suppen.
- I 2015 fik over to ud af tre danske selskaber et overskud. Det er det højeste niveau i syv år. Men selvom der er bedring at spore ude blandt virksomheder, så er tempoet taget noget ud af den positive økonomiske udvikling, fordi der ikke har været meget fremgang at spore i andet halvår af 2015. Billedligt talt ser vi virksomhederne slæbe og arbejde sig fra underskud til overskud, fordi konjunkturerne i øjeblikket ikke rigtigt er med dem, siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen.
Brug for et større ryk
I forhold til 2014 er andelen af selskaber med underskud faldet med 1,3 pct.point. Det gør, at der fortsat er lang vej til niveauet fra før krisen.
- De seneste to år har vi set små fald i andelen af selskaber med underskud. Det er positivt, men der er fortsat langt til før-kriseniveauet, hvor under 30 procent af selskaberne havde underskud. For at bryde grænsen på 30 procent, skal vi se et stærkere økonomisk ryk ude i virksomhederne. Senest vi så et stort ryk var fra 2013 til 2014, hvor andelen af virksomheder med et underskud faldt med 6,1 pct. point mod de 1,3 i 2015, siger Tom Vile Jensen.
De små har det hårdt
Faldet i andelen af selskaber med underskud går igen på tværs af de fleste brancher. Byggeri og anlæg er den branche, hvor faldet er størst. Mens landbruget er den branche, som har oplevet den største stigning i andelen af selskaber med underskud.
- Udover forskelle på tværs af brancher er der også markant forskel på andelen med underskud i forhold til selskabernes størrelse. Andelen med underskud er klart størst hos enkeltmandsvirksomhederne – næsten 35 procent, mens virksomheder med over 50 ansatte ligger under 20 procent. Den fordeling understreger en udfordring. Nemlig at vi har svært ved for alvor at få gang i væksten hos de mindre virksomheder, der udgør vækstlaget i dansk erhvervsliv, siger Tom Vile Jensen.
Læs hele analysen fra Experian og FSR – danske revisorer her .