Samarbejde med kendisser er lukrativt for modebranchen
Jesper Binzer fra rockgruppen D-A-D har netop lanceret et nyt jeansmærke i samarbejde med et tøjfirma, og den slags virker, siger brancheforening.
Den tendens bliver mere og mere udbredt, fortæller kreativ chef As Øland fra brancheforeningen Dansk Mode og Textil.
- Det at få en eller anden musiker til at optræde i noget tøj, som vises frem på Instagram, virker. Mange af dem vises for mange tusinde følgere, og dermed når det ud til en stor skare lynhurtigt. Det nås kun ved at placere dit produkt på de rigtige kendte eller andre, som pludselig er blevet cool, siger As Øland.