23948sdkhjf

Arla-ansatte brugte bønders penge på guldure og gavekort

Ansatte i mejerigigantens svenske afdeling havde "en usund forbrugskultur" midt i mælkekrise.
Guldure, gavekort og en femstjernet festmiddag.

Det er nogle af de ting, som ansatte i Arlas svenske afdeling har spenderet store summer af andelsselskabets penge på midt under en mælkekrise ifølge tv-programmet Uppdrag Granskning, der bliver vist på den svenske tv-station SVT.

Selv om det ifølge Arla kun er foregået i den svenske afdeling, har også danske mælkebønder indirekte været med til at betale gildet, skriver DR på sin hjemmeside.

Det skyldes, at man i et andelsselskab deler overskuddet mellem sig, men også udgifterne.

DR har fået indsigt i Uppdrag Gransknings dokumentation i form af mejerigigantens egne kvitteringer. De viser blandt andet, at der er blevet brugt over 300.000 kroner på to guldure til ansatte som tak for indsatsen, efter at de har fejret 25-års jubilæum.

Kjartan Poulsen, der er formand for Landsforeningen for Danske Mælkeproducenter og andelshaver, kalder udgifterne for uacceptable.

- Det er et rigtig, rigtig dårligt signal at have sådan en kultur i en virksomhed – specielt når det er en andelsvirksomhed, siger han til DR Nyheder.

Storforbruget hos Arla i Sverige fandt sted i 2014, og i en intern undersøgelse fra februar sidste år slog Arla selv fast, at der havde været tale om "en usund forbrugskultur for eksempel i form af dyre rejser, konferencer og repræsentation".

Derfor har firmaet siden lavet nye regler for eksempelvis rejser, konferencer, firmakort og personalegoder ifølge DR. Det skulle have ført til en besparelse på ti millioner svenske kroner.

- Ved hver eneste krone, vi bruger, må vi altid sætte spørgsmålstegn ved, om det her er den mest optimale måde at bruge pengene på for vores ejere, siger Gunnar Gidefeldt, kommunikationsdirektør for Arla i Sverige, til DR.

/ritzau/
Læs mere om: Arla
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109