Dansk herretøjskæde satser på eksport
Modekoncernen PWT Group (Wagner, Tøjeksperten) satser på eksport og kalder det danske marked 'yderst vanskeligt'.
PWT Group står bag herretøjskæderne Wagner og Tøjeksperten med 181 forretninger i Danmark og Norge. Derudover har koncernen en engrosforretning med egne mærker inden for herretøj, der sælges til 900 uafhængige forhandlere i hele verden.
- Vi har fremgang i de to detailkæder og vinder markedsandele på et yderst vanskeligt marked. Der er pres på hele detailhandlen, og inden for tøj er den nye normal blevet, at der konstant er tilbud og udsalg - både i de fysiske butikker samt i den voksende nethandel. Derfor er vi tilfredse med, at vi fastholder en god indtjening i kæderne, siger Ole Koch, der er administrerende direktør i virksomheden.
Han fortæller desuden, at PWT Group især vil satse på eksportmarkederne.